Kom med bag kulisserne på Fermaten. Vi har fundet nogle tal, som opsummerer livet på byens spillested.

Fermaten er Hernings brede spillested, men samtidig er Fermaten også regionalt spillested i det midt- og vestjyske. Det betyder, at Fermatens opgave er at præsentere god musik i mange forskellige genrer, til alle aldre og til enhver musiksmag. Det er stedet i området, hvor man kan opleve jazz, folk, verdensmusik, hiphop på scenen – og det er her, de større pop- og rocknavne lægger vejen forbi, når de er på tour rundt i landet.

– Med årets afslutning inden for rækkevidde har vi kigget lidt dybere i regnskabsbøgerne og fundet nogle tal frem, der beskriver, hvordan 2019 er forløbet frem til slutningen af november, fortæller spillestedsleder Rikke Andersen.

De frivillige

Fermaten er ejet af Foreningen Fermaten. Der er 348 medlemmer i foreningen. Af dem er de 98 frivillige på Fermaten.

De 98 frivillige er hele hjertet i Fermaten. Det er dem, der tager imod din billet, sælger dig en øl i baren, tager imod det band, der skal på scenen, stiller instrumenterne klar og sørger for, at teknikken spiller. Men det er også frivillige, der skifter pærer på toiletterne, maler vinduerne, fejer trappen og kommer med input til musikprogrammet.

Rikke understreger, at Fermaten slet ikke fungerer uden de frivilliges enorme indsats. I løbet af 2019 er 25 nye frivillige startet på Fermaten, mens andre har været der i en årrække. Den yngste er 18, den ældste snart 70. Dem, der har været der længst, har fejret 20-års jubilæum som frivillige på Fermaten.

Koncerterne

I løbet af 2019 når det samlede antal koncerter på Fermaten op på 136. Det tal dækker over mange forskellige koncerter: store koncerter, små koncerter, koncerter for skolebørn, for børnehavebørn og for de ældre beboere på byens plejecenter. 12.625 publikummer har købt billet til Fermaten, mens knap 3.000 publikummer har fået en gratis musikoplevelse på stedet. Eksempelvis ved skolekoncerter i dagtimerne. Knap 500 musikere har stået på scenen i 2019, og 19 koncerter har været med udenlandske musikere.

Der er solgt 16.405 store fadøl i Fermatens bar. De fleste køber en helt almindelig pilsner, men næsten lige så mange gæster foretrækker en Classic, når de står ved baren. Salget af specialøllen Grimbergen er dog det, der er steget mest i 2019. 2.830 gange er der langet en stor sodavand over disken, mens cocktails, Fermatens nye tiltag i baren, er blevet efterspurgt 1.234 gange.

Frekvens på Scene 7

Frekvens er Fermatens nye upcoming projekt i samarbejde med Rytmisk Musik Herning. Frekvens er koncerter med ung, ny musik fra Herning og resten af landet. Der har været ni Frekvens-koncerter i 2019, og når vi når frem til december, har 30 forskellige unge bands spillet på Frekvens-scenen for over 1.000 publikummer. Ti af disse bands er lokale fra Herning-området, og hele fem nye bands har spillet deres debutkoncert til Frekvens. Der er i øvrigt 20 frivillige tilknyttet Frekvens, og de har hængt 130 plakater op rundt om i hele byen.

Del denne artikel: