Lørdag den 9. november sker der noget i Herning, som ikke tidligere er set. En helt ny tradition sættes i gang. 14 timer kommer det til at vare, og der bliver store og små, intime oplevelser, når Swinging Europe og Fermaten byder på International Moorjazz Festival

Om det kræver det helt store forarbejde og den helt store foromtale – det helt store skud i pressen og det tunge benarbejde – vides ikke endnu. Men det tænkes egentlig ikke. Herning vil gerne kultur, og når der fødes noget nyt, når nye skud opstår på den kulturgren, der kaldes musikalske oplevelser i Herning, er det oftest blevet bakket rigtig godt op.

Nu har der sommeren igennem været nogle live jazzoplevelser rundt om i byens gader, og her har der været fulde huse, så mon ikke … Og det er lige præcis jazz, det handler om.

I hvert fald er et par af personerne bag det kommende arrangement ret optimistiske. Som repræsentant for Swinging Europe, Steen Mikkelsen, og for Fermaten, Rikke Andersen, gav de for nylig sammen med DJ og jazz-blogger Niels Overgaard Herning-borgerne en lille smagsprøve på, hvad der venter – en fredag eftermiddag i gågaden.

Fra en lille pop-up-lokation midt på Bredgade svingede rytmerne i timevis og gav de forbipasserende smil på læben.

– Egentlig kan det jo siges kort: lørdag den 9. november skal alle, der kan lide og elsker jazz – og alle andre, der har lyst til en herlig musikalsk forkælelse – kigge forbi til en heldagsfestival i HH Herning, den tidligere højskole, lyder det fra Steen Mikkelsen.

Det hele begynder om formiddagen med børnejazz. Voksenprogrammet starter kl. 12.00 og fortsætter til kl. 02.00.

Jazztonerne fylder huset

Dagen igennem er der masser af musik. Oplev blandt andre cross-over-bandet Kalaha, Mezzoforte, Espen Eriksen Trio, Andy Sheppard, Abekejser og Bo Stiefs Fremtidsdrømme. Mellem koncerterne vil der være talks med musikerne, sofasession med Niels Christian Cederberg og Jonas Visti fra P8 Jazz samt musikerclinic.

Moorjazz Festival bliver en helkrops-jazzoplevelse, hvor man også kan være så heldig at opleve intimkoncerter på øverste etage, lyder det fra Rikke Andersen.

Et af hovednavnene på plakaten er Jamison Ross – og blandt kvindelige stemmer kan blandt andre opleves Karmen Rõivassepp Quartet, fortæller Rikke.

Og har man lyst, serverer husets restaurant, Gastro13, en treretters menu – så det handler om at sikre sig billetter allerede nu.

– Herning Højskole bliver et levende højt hus, hvor der er så mange fede muligheder for at lave små, intime koncerter, som er noget, der klæder jazzgenren rigtig godt, mener Rikke.

– Det betyder, at man skal kigge sig omkring – man skal vælge, for flere ting kommer til at foregå på samme tid, men det bliver helt fantastisk. Hele dagen vil jazztonerne fylde højhuset.

Nye højder

– Vi har så mange upcoming stjerner i Swinging Europe, og på sådan en heldagsfestival vil det være muligt for dem at vise sig frem – at stå foran et rigtigt publikum og lære, siger Steen, som sætter enormt stor pris på det samarbejde, Swinging Europe har med Fermaten.

– Vi kan hvert vores – og rammer bare nye højder, når vi gør noget sammen. Nu gør vi det her. Én dag i år og to dage næste år. Men det her er fødslen af det – den lille ny. Vi er spændte, selvfølgelig er vi det. Så kom da, og oplev den dag sammen med os, lyder opfordringen fra Steen.

Bloggeren

Den store fan af musikken – bloggeren Niels Overgaard – står denne dag i Herning City bag mixerpulten og vender plader. LP’er – vinyl, naturligvis.

– Hvis du spørger mig, er det her jo musik til – og fra – hjertet. Den bedste måde at indfange mennesker på – at give dem et øjebliks bekræftelse – en oplevelse – en glæde, lyder det fra dagens DJ, Niels Overgaard.

Jazz kan noget – noget andet, end så meget andet musik kan. Det rører én, og det har det gjort lige siden efter første verdenskrig, mener flere. Igennem tiden er det blevet kaldt meget og har fået skyld for meget, men jazz er så bred, at det fanger de fleste.

– Der opstår improvisation, når man er på scenen. Der opstår kærlighed mellem instrumenterne, og det forkæler publikum, mener Niels.

– Jazzmusikken kan samle folk – de unge – de gamle. Bredden. Der er ikke noget forkert. Det er bare nydelse. Det er dét, Herning skal glæde sig til. Vi glæder os. Det bliver så herligt, at vi her i Herning nu får en jazzfestival, siger Niels.

– Kom, hør, hyg, lyt, lær, og nyd. Måske bliver du forelsket – det er sket før, lyder det med et smil.

Se meget mere, og køb din billet på www.moorjazzfestival.dk.

Del denne artikel: