Jagtsæson 3/10

Denne komedie skulle være det kvindelige modstykke til Klassefesten-serien. Det er de selvsamme manuskriptforfattere, der nu tager hul på ”Jagtsæson”. Anders W. Berthelsen, Stephania Potalivo, Mille Dinesen og Lærke Winther er med i filmen, hvor den nyligt fraskilte singlemor Eva tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene for at hjælpe hende gennem sin midtvejskrise. Med på turen er også Isabella, den nye unge kæreste til Evas eksmand, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene. Det bliver en tur, der får det absolut værste frem i pigerne, og venskabet bliver sat på voldsom prøver via kikset Brazilian waxing og en mislykket fasanjagt.

Joker 3/10 Da Heath Ledger døde, troede mange nok, at Jokerrollen også blev lagt I graven. Men nu er Batmans ærkefjende tilbage, og det er i skikkelse af Joaquin Phoenix. Han spiller blandt andet overfor Robert de Niro i denne thriller, der er instrueret af Todd Phillips – manden bag de gakkede Tømmermænd-film. Filmen foregår i 1981, hvor en komiker ikke har det store held med sine jokes og i stedet mister fornuften og ender med et liv i kriminalitet og kaos. Filmen har haft snigpremierer ved Venedig-festivalen, og det endte med minutlange klapsalver og en snak om, at Joaquin Phoenix nu er Oscar-favorit.
Kollision 31/10 Familiedramaet handler om parret Leo og Olivias hårde skilsmisse, der bliver endnu mere barsk af, at der midt i orkanen står deres ni-årige datter Liv, der bliver en blanding af boksebold og diplomat i forældrenes stridigheder. Det er Avaz-brødrene – dem med mens vi lever – der instruerer og med i filmen er en perlerække af danske skuespillere: Nikolaj Lie Kaas, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro, Karla Avaz, Sebastian Jessen, Cecilie Stenspil, Casper Crump, Charlotte Munck, Tommy Kenter, Gordon Kennedy, Henning Jensen, Albert Rudbeck Lindhart og Jess Dorph-Petersen. Filmen er med i Biografklub Danmark-programmet
Le Mans ’66 14/11 I 1960’erne dominerede Ferrari på racerbanerne, men i 1966 ville Ford vippe italienerne af tronen ved det berømte 24 timers løb på Le Mans. Manden bag den succes var den amerikanske racerkører og racerbilsproducent Carroll Shelby, spillet af Matt Damon. Filmens anden hovedrolle har Christian Bale, der er racerkøreren Ken Miles, som tilskrives en stor del af æren for Ford-bilernes fine fart. Filmen er instrueret af James Mangold, der også stod bag den prisbelønnede film ”Walk the line” om country-sangeren Johnny Cash. Der er virkelig noget for bil-freaks. Filmen er optaget i og omkring Le Mans. Og de lokale kræfter har budt ind med rekvisitter, biler og arkivmateriale for at gøre filmen så autentisk som muligt.
Valhalla 21/11 Tegneserien ”Valhalla” bliver nu til en rigtig film, når skuespillere som Roland Møller, Dulfi Al-Jabouri, Reza Forghani, Cecilia Loffredo, Saxo Moltke-Leth, Sanne Salomonsen, Jacob Lohmann, Stine Fischer Christensen, Andreas Jessen og Bjørn Fjæstad er med vikingebørnene Røskva og Tjalfe på en stormfuld rejse fra Midgård til Valhalla med guderne Thor og Loke. Livet i Valhalla viser sig dog at være truet af den frygtede Fenrisulv og jætterne. Side om side med guderne må de to menneskebørn kæmpe for at bevare Valhalla og redde verden fra Ragnarok.
Del denne artikel: