I Lund ved Herning ligger en restaurant. Og ikke en hvilken som helst restaurant. En A Hereford Beefstouw. Den første af sin slags. Siden april 1971 har det handlet om den bedste kvalitet, høj service og om at give kunderne oplevelser – og det gør det stadigvæk

Hos A Hereford Beefstouw er hovedingrediensen oksekød. Førsteklasses oksekød. Og kun førsteklasses! Det handler om saftigt og mørt oksekød – perfekt tilberedt på den åbne grill.
– Vi har fokus på opdræt, geografi og modning, så du kan have fokus på, hvordan bøffen skal grilles, lyder det.
– Vi minder blot om, at der er mest smag i en bøf, der er stegt ”rød” eller ”medium”, og anbefaler, at du spiser bøffen fra midten og udefter. På den måde får du det bedste først.
– Hos os er hovedingrediensen oksekød!
– Når Hereford taler om en kærlighed til oksekød, behøver man ikke være usikker. De ved, hvad de taler om. De har noget at have det i. I over 48 år har de nemlig løbende udviklet deres koncept – og hele tiden med kødet i fokus.
På restauranten i de smukke omgivelser i Lund møder vi daglig leder Lone Nissen og køkkenchef Kent Nissen. De har begge 25-års jubilæum på restauranten i år, og nåh ja – så er de gift, men det mærker man ikke på arbejdspladsen.
Tror man så, at den ene ved alt, hvad der er at vide om, hvordan man tilbereder den perfekte bøf, og den anden ved alt om at yde den bedste service ved bordene, tager man naturligvis ikke fejl, men faktisk ved de det hele, begge to.
– Her er man hverken mere eller mindre. Man er hverken det ene eller det andet, fortæller Lone Nissen.

Alle tager fat
– Der er nemlig det med det her fantastiske sted, at ingen er uundværlige, så derfor handler det om, at vi alle kan tage fat der, hvor der er brug for hjælp. Nok har vi hver vores dagligdag og hver vores ansvarsområder, men vi har alle stået ved grillen, fyldt salatbaren op, serveret drikkevarer, afregnet med gæsterne og vasket op efter dagens serveringer. Det giver faktisk mere et indblik i, hvad huset skal kunne, for at alle ender mødes, mener Lone.
Kent nikker. Hans yndlingssted er grillen. Og han ved, hvordan en bøf skal steges.
– En bøf er bestemt ikke bare en bøf, lyder det.
Kent kom til Lund for 25 år siden. Han erkender, at han dengang ikke kendte det fjerneste til A Hereford Beefstouw. Siden er restauranten blevet hans passion.
– Vi ved, hvad vores gæster vil have, og vi er vilde med at kunne give dem det, lyder det.
Kent har også været hele vejen rundt i restauranten – og også serveret ved bordene.

– Det var måske ikke lige der, jeg helst ville være – dengang, men det er en superfin tanke, at alle kan tage fat der, hvor behovet er, mener han.

Historien
25 år er lang tid – og mange bøffer. Men for Kent er det så meget mere end en arbejdsplads.
– Vi er i et hus med så megen historie. Både i huset her, men bestemt også i alle vores restauranter rundt om i Danmark – og i verden.
Siden den første bøf blev vendt i Lund ved Herning, har god kvalitet og høj service været gennemgående begreber i konceptet bag A Hereford Beefstouw.
A Hereford Beefstouw er ikke kun mad og vin af højeste kvalitet. Kunst og design er en lige så vigtig del af konceptet. Der arbejdes sammen med anerkendte kunstnere med det formål at sikre et element af interessant og ikke mindst unik kunst og design på restauranterne.
Historien er gennem tiderne blevet fortalt og genfortalt et utal af gange, men det tåler den – og fortjener den. En fin historie.
Restauranten i Lund ligger i smukke, landlige omgivelser tæt på Herning og har til huse i en gammel købmandsgård og kro fra 1846. Familien Damgaard købte bygningen i 1970, og den 7. april 1971 blev den første bøf lagt på grillen i restauranten i Lund.
– Det er bag disse historiske mure, at der venter dig og dine ledsagere en gennemført oplevelse – lige fra det velsmagende måltid på tallerkenen til kunsten på væggene og den vidende og hjælpsomme betjening.

Fru Damgaard
– Vi skriver på hjemmesiden, at vi kun er tilfredse, når vores gæster forlader restauranten med fyldte maver, et smil på læben og en gennemført oplevelse rigere, og vi mener hvert et ord af det, lyder det fra Lone.
Alt imens vi hører historien igen, sidder fru Bitten Damgaard ved sit faste bord. Frokosten er indtaget, og hun takker pænt for maden. Hun er 92 år – og respekten er lige så høj som alderen. Hende er man – uden at blinke – helt naturligt Des med.

Ikke bare kød …
Følger man efter Kent op i køkkenet, er man slet ikke i tvivl. Det er hans køkken og – ikke mindst – hans grill. Han elsker det i hvert fald. Det store, åbne køkken har den store grill lige ud til gæsterne. Alle kan følge med – se og ikke mindst dufte, hvad der foregår, og det gør kun sulten større.
Det ene lækre stykke kød efter det andet kommer frem fra køleskabet og bliver penslet med lidt olie, inden det med stor kærlighed og respekt roligt bliver lagt på grillen.
Kent ved nøjagtig, hvad han laver. Og inden længe har kødet de der fine, flotte og misundelsesværdige tern hen over sig, som man ville ønske, man kunne lave hjemme.
Duften er enestående.
Igennem længere tid, ja faktisk nogle år, har en af Damgaard-sønnerne, Lars Damgaard, sammen med altmuligmanden i virksomheden, Aage Damgaard ApS, Tim Sølyst, forsøgt at lave den helt perfekte pomme frite, men efter både gode og mindre gode oplevelser er den lille opgave lagt lidt på hylden – for en stund.
– Det er jo ikke vores idéer eller vores iver, den er gal med. Det er svært, når man ikke får de samme kartofler hver gang, lyder det undskyldende – og smilende – fra Tim Sølyst.
De to selvsamme herrer er dog tidligere lykkedes med at fremstille meget lækre og ret populære læskedrikke i fire forskellige smagsnuancer – som alle naturligvis sælges i restauranterne.

Næste generation
I Herning findes der faktisk ikke bare én A Hereford Beefstouw, men hele to. Ud over den i Lund blev der i 2011 åbnet en restaurant i Jyske Bank Boxen i Herning. Denne er åben i forbindelse med arrangementer i Boxen og byder på samme antal siddepladser som restauranten i Lund, nemlig 110 pladser. I Boxen vil man som udgangspunkt møde samme smilende personale, som man kender fra Lund. Et meget vellidt personale, som er med til hver især at gøre deres for, at A Hereford Beefstouw er den hele oplevelse. Ikke bare en gastronomisk oplevelse, men en oplevelse for alle sanser.
Det betyder noget, og derfor er personalet en meget vigtig faktor i dagligdagen. Og det er ikke kun Lone og Kent, der har mange års erfaring i restaurantkæden.
– Vi er heldige at have nogle ansigter, der har været hos os igennem mange år. Det giver tryghed på mange fronter, mener Lone.
Kent tilføjer, at noget af det sjove ved at have været med i så mange år er at opleve, at dem, der var børn, da han og Lone kom, i dag kommer med deres egne børn.
– Fordi stedet her betyder noget, lyder det fra Kent.
Det kan kun give smil på læben.

A Hereford Beefstouw er – og vil være – et sted med masser af varme. Hjerte – og hjerteblod. Der er ingen smalle steder, men bestemt heller ingen ligegyldigheder. Der er tænkt over tingene. Og hver ting betyder noget for stedet. Tag nu eksempelvis bordene. De bliver skrubbet i sæbevand efter hvert måltid. Det slider på et bord, og derfor måtte man for cirka ti år siden sande, at overfladerne på træbordene ikke bare kunne slibes lidt. Der skulle mere til. Bordpladen var simpelthen blevet så ujævn, at glas og flasker væltede. Men hvad så? Tja, en eller anden fik den geniale idé at vende bordpladen om. 180 grader. Så fint. Det virkede, og bordene var som nye. Men hvad så næste gang?
– Så finder vi på noget nyt – igen. Anderledes og sjovt, lyder det fra Tim Sølyst.
– Vi smider nemlig ikke bare ting ud, hvis de kan bruges, så … vi må se, lyder det.

Del denne artikel: