En helt ny stilling er blevet slået op, og et nyt selskab i Ikast har fået sin chef. Et nyt ansigt i byen. 42-årige Julia Thaarup Johansen er ansat som udviklingschef i Ikast Bymidte, og idéer til, hvad Ikast skal kunne i fremtiden, har hun mange af

En udviklingschef i Ikast. Det er nyt. Men det er der – åbenbart – brug for. Det er efterhånden blevet lidt en sørgelig tur ned gennem Danmarks eneste overdækkede gågade. Spørgsmålet er, om tiden er løbet fra netop dét – at have en overdækket gågade? Eller om det kan udnyttes og nytænkes?
I hvert fald tør den nye udviklingschef godt erkende, at den første tanke, hun fik, da hun gik igennem Strøgcentret den første gang, var, at det var kedeligt …
– Men ikke uden potentiale, lyder det fra Julia.
– Jeg kan måske godt se, hvad det har kunnet engang – men som det står nu, er tiden løbet fra det. Men rammerne må kunne bruges til noget – som ligesom overdækningen for mere end 25 år siden heller ikke er set før, siger hun.
– Jeg har påtaget mig en opgave, hvor man ikke helt kender facit. Men mellemregningerne skal lyde, at der sker noget.
Facit må jo være, at der sker en udvikling, men det er jo ikke kun Ikast, der kæmper med brunt papir i butiksvinduerne. Det er der mange byer, der gør – også de større byer.
– Det skyldes jo, at nethandlen er kommet, og vi i den grad har taget den til os. Det er nemt, lyder det, men også ødelæggende for vores byer, for hvor er vi uden butikker i vores byer? En gågade eller et strøg uden butikker …?

Det skal ”larme”
Julia er indforstået med, at der skal tænkes skævt. Der skal tænkes bredt. Men også her og nu.
– Vi skal komme op med noget, der ikke er set før, siger hun.
– Men hverken jeg eller vi som bestyrelse kan gøre det her alene – og da slet ikke på sigt. Der skal opbakning til. Vi må og skal bakke vores lokale butikker, vores lokale ildsjæle, op – ellers forsvinder de, siger hun.
– Vi skal finde på noget, der ”larmer”, lyder det.
– Inden længe får Brande et tårn. Vi skal have noget andet. Vi skal have noget, der får Ikast som by på danmarkskortet. På verdenskortet. Noget, byen kan. Noget nyt. Eller måske noget gammelt … forstået på den måde, at jeg gerne vil rode lidt i 7430-dna’en og se, hvad der egentlig gemmer sig – ud over tekstil og sport, siger hun.
– Men måske er det en kombination af det, der skal til. Et tredje ben. Ingen ved det helt endnu …
Én ting er sikker: Der skal lys i vinduerne og liv i gaden.

Vores Ikast Bymidte
Hele byen kender i forvejen Vores Ikast og chefen, Jan Birk Knudsen. Han og Julia er blevet roommates. De deler fra 1. april kontor på tredjesalen på Strøget 40.
– Vores Ikast har stor fokus på udviklingen og har med Ikast Bymidte sat udviklingen i gang på et helt andet niveau og med større fokus, som vi synes er meget nødvendigt og tiltrængt, lyder det fra Jan.
– Vores Ikast fortsætter med uformindsket iver med events, arrangementer, medlemsarrangementer og masser af andre tiltag som den paraplyorganisation, vi er.
– Vi synes, det er vigtigt at fastslå, at det går godt i Ikast. Der er ingen tomme butikslokaler i Ikast Vest og kun en håndfuld mindre lokaler på Strøget. Mange andre byer er meget hårdere ramt med tomme butikker – og vi vil ikke ligne andre byer, lyder det.
– Bestyrelsen i Vores Ikast og jeg har gennem de sidste år arbejdet på at finde nye lejere til butikkerne og været i dialog med flere potentielle lejere – og har kunnet konstatere, at der er mange forskellige idéer, krav og hensyn, som ikke umiddelbart ligger inden for foreningens beføjelsesområder i forhold til ejerne af ejendommene, forklarer Jan.
En af tingene er at forbedre samarbejdet på tværs i midtbyen/Strøget mellem ejerne af bygningerne, lejerne, kommunen, Vores Ikast og andre interessenter – og skabe et fælles selskab, som har til formål at udvikle i Strøgcentret og Østergade.

Håber på opbakning
Vores Ikast har derfor i tæt dialog med Ikast-Brande Kommune indkaldt ejere og lejere til flere stormøder. Resultatet er blevet nogle arbejdsgrupper og nu et nyt selskab, Ikast Bymidte ApS, som skal have 100 % fokus på udvikling og på at finde nye lejere.
– Vi taler ikke om, at vi skal hyre en klovn ind eller skaffe en fastelavnstønde. Det skal være større og stærkere end det. Vi skal gøre noget, som ikke alene giver genlyd, men som også lokker folk udefra til byen, siger Julia.
Det er tydeligt, at Julia har flere ting noteret ned på tegnebrættet i skrivende stund. Det er også tydeligt, at nye idéer dukker op, mens hun fortæller. Man er ikke i tvivl om den kreative kvalitet, hun besidder. Man kan kun håbe, at opbakningen og kræfterne er der.
– Jeg tør da godt sige, at jeg håber, at borgerne og detailhandlen samt erhvervslivet byder ind. At de kommer med deres idéer, input, tanker og deres egen vision for, hvordan de ser Ikast i fremtiden, siger Julia.

Tilbage på kortet
– Hvilken vej vi skal gå for at finde løsningen til fremtiden for Ikast, har vi endnu helt på plads, siger Julia, der havde sin første arbejdsdag 1. april og ved, at der er meget at lære – og mange ansigter at lære at kende.
Men Julia er ikke bange for at tage fat. Hun har før tænkt tanker, haft drømme og missioner, som folk ikke troede var mulige, eller som folk har rystet på hovedet af – men hun har vundet. Gennemført. Modbevist.
– Jeg er stædig. Det er min styrke. Og siger folk til mig, at det er umuligt, så gør jeg alt, hvad jeg kan, for at modbevise det. Og Ikast – jamen selvfølgelig skal vi da have Ikast tilbage på kortet. Der skal lys i de vinduer igen. Vi kaster en masse bolde op i luften og griber dem, der er værd at gribe. Nogle skal måske lige vendes 180 grader – så gør vi det.

Tænkeboks
Jobbet lå ikke lige for. Julia var havnet på den forkerte hylde i sit tidligere job. Hun søgte udfordringer i hverdagen. Dem fik hun ikke – ikke nok i hvert fald. Hun vidste ikke, i hvilken retning hun skulle gå, så hun søgte sparring hos veninderne. Over tapas og vin bad hun vennekredsen hjælpe hende videre.
”Hvad er det, jeg ikke ved, jeg skal?” spurgte hun veninderne i Viborg, hvor hun bor sammen med mand og to børn.
– En af veninderne kom efterfølgende med jobopslaget fra Ikast. Der var ingen ansøgningsfrist på. Jeg kørte til Ikast og kiggede lidt på byen. Tog billeder. Gik i tænkeboks og sendte en ansøgning af sted. Nu sidder vi her. Vi er i gang. Der skal ske noget, og det skal være nu. Jeg kan kun bede alle i Ikast om at byde ind – hjælpe til og, ikke mindst, bakke op. Der er nogen, der skal gøre noget. Nogen skal sætte lys i de her butikslokaler, men hvis ikke vi – som by – hjælper, bakker dem op, overlever vi ganske enkelt ikke, lyder opfordringen.

Del denne artikel: