Herning gør det – naturligvis – igen. Kulturfest Herning 2019 er lige om hjørnet og her får du – igen – rig mulighed for at gå på opdagelse i kulturen, mennesker, bevægelsen, historien og mange andre spændende ting, lige her i din egen kommune

– Vi skal igen holde fest – tænk at vi får lov, lyder det fra nogle af dem, der trækker i trådene. Nogle af dem, der lægger mange timer i det, så vi andre – og resten af byen, kan komme til fest.
Line Hillerup, kulturhusleder, Huset No7. Rikke Andersen, spillestedsleder, Fermaten. Dorthe Bebe, teaterleder, Team Teatret. Pia Trab Worm, projektleder, Herning Kommune. Direktør i DGI Herning, Michael Stensgaard. Johs. Poulsen (R), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herning Kommune.
Magasinet X-Klusiv Herning er inviteret med til en snak om mission, vision og værdi omkring kulturfesten, som i år byder hele byen – hele området – ja alle der lyster, på noget af en opdagelsesrejse.
Og rejsen foregår fra 8. juni til 15. juni 2019.
– Sammen opdager vi kulturen, hinanden, bevægelsen, historien og så mange andre spændende ting. Vi fejrer kulturen og kreativiteten og går på opdagelse i hele Herning Kommune, lyder det.
Kulturfest Herning 2019 åbner i Aulum i forbindelse med Rock i Aulum Lystanlæg den 8. juni. Det er startskuddet til en hel uge fyldt med aktiviteter, koncerter, workshops, fællessang, fortællinger med meget mere i hele kommunen.
Det hele slutter med et brag af en fest i Herning midtby lørdag 15. juni.

Allesammens nærmiljø
– Vi satte for et par år siden gang i en helt ny tradition – en kulturfest i Herning Kommune og igen i år er der en skare af frivillige mennesker, der tager fat, lyder det fra projektleder ved Herning Kommune, Pia Trab Worm.
– Det er helt fantastisk at mærke den opbakning, når noget bliver sat i søen – og igen i år er der dukket nye ansigter op. Herligt, lyder det.
– Vi ønsker en fest, der rummer det hele – for alle. Vi er ude og ramme bredden, og vi synes det lykkes. Store som små. Unge som gamle. Alle skal på opdagelsesrejse. Et fællesskab. Et samarbejde.
– Vi skal ud og se hinandens lokale område, byder Dorthe Bebe ind.
– Vi kender måske nok området, men ikke hinadnens baggårde. Der skal vi ind – ind og opleve. Vi skal møde forskelligheden. Vi ser den ofte her på teateret og viser den jo meget gerne frem, men vi skal se den i gadebilledet – i vores allesammens nærmiljø, siger hun.
Kulturhusleder i Huset No7, Line Hillerup understreger, at det ikke  bare sker med et fingerknips. Kultur er noget, der bliver bygget op.
– Noget vi skal værne om og noget vi skal gå på opdagelse i. Udfordre os selv – og hinanden, lyder det.

Nye kræfter – nyt rum
Et af de nye ansigter og medspillere i Kulturfesten i år er DGI Huset i Herning og dermed direktør Michael Stensgaard, som mener, at tiden nu var inde til, at DGI og alle husets medarbejdere skulle have muligheden for at byde ind med idéer.
– Vi glæder os. Vi er jo et hus i bevægelse, så vi byder blandt andet ind med et dansearrangement, som vi parrer med et besøg af SFO-børn, der skal male på glas. Men at blive inviteret med til festen, og byde ind til at der bygges en stor scene op lige udenfor vores hus – på Kousgaards Plads, det glæder vi os til. Det er første gang at vi og pladsen er med – men vi glæder os, siger Michael.
Der opstilles en scene på pladsen, hvor en række talentfulde bands vil byde op til fest. Det bliver en del af de populære Frekvens-arrangementer, som Fermaten og Scene7 i samarbejde har arrangeret hver måned i løbet af 2019.

– En super fin blanding af nye og lidt prøvede lokale unge musikere fra Herning og omegn, fortæller Rikke Andersen, leder af Fermaten.
– Men et nyt sted. Ikke prøvet før. Spændende – og vi glæder os over også at nå ned i den ende af centrum. Et helt nyt koncertrum.

Mission, vision & værdi
Kulturfest Herning vil være den årlige tilbagevende kulturfest i Herning Kommune, som samler borgere på tværs af sociale, økonomiske, kulturelle og generationelle baggrunde i en fælles fejring af kulturen i Herning Kommune.
Kulturfest Herning vil være den årlige begivenhed i Herning, hvor borgerne får mulighed for at opleve, prøve, høre, føle, sanse og mærke hele kommunens kulturliv i bred forstand, samtidig med at der også præsenteres nye og anderledes kulturelle og kunstneriske formater.
Kulturfest Herning vil være en event for ALLE. Dog med en anerkendelse af, at alt ikke skal være for alle.

En drøm
– Vi havde en drøm forud for den første kulturfest i 2017, siger Johs. Poulsen.
– Sammen med en masse herlige mennesker lykkes det dengang at sætte et samarbejde op og styrke fællesskabet. Det blev der i 2018 bygget videre på, og nu er vi i gang igen. Høj som lav mødes og byder ind. Alle kan være med. Vi ønsker at alle ér med – hele kommunen. Vi vil gerne ud i hvér en krog af vores kommune, inden vi den sidste aften mødes i centrum med ét brag af et navn på scenen.
En fest af denne kaliber gør noget. Den skaber mere end man tror. Det betyder noget. Vi får igen lov at vise os frem – og ja, det er Herning gode til. Det skal vi blive ved med, siger Johs. Poulsen.
– Alle kan give noget – og alle kan få noget. En oplevelse. For at opleve, skal der gives og tages imod.

Byd ind & vær med
– Vi er mange, der har mange idéer, siger Dorthe Bebe.
– Og hvis man en gang imellem hælder det hele sammen og vender det igennem en si, er der bare ting, der bliver tilbage i sien – som måske er værd at kigge på og holde fast i, siger hun.
– Der er tale om et kæmpe arbejde. Der er mange ting, der skal gå op. Mange ting der skal passe sammen. Det skal man ikke underkende. Men der er også mange ting, der skaber værdi og igen er der mange der byder ind, understreger Line Hillerup.
En idé. Et eksempel fra sidste års kulturfest er, at Fermaten bød ind til et arrangement som henvendte sig primært til det ældre og modne publikum. Det er der senere kommet flere arrangementer ud af, fortæller Rikke Andersen.
– Men der er masser af arrangementer, man kan deltage i. Sang og dans er nogen af dem, lyder det fra Line, som selv fortæller, at hun er med i et kor og erkender, at her pipper hun nu med det næb hun har – men hun elsker fællesskabet. Det giver hende noget.

God fest
2019-udgaven af Kulturfest Herning byder på et spændende og meget alsidigt program, der kommer omkring en lang række forskellige former for kunst og kultur i hele kommunen.
Hovednavnet til afslutningskoncerten den 15. juni er rapduoen Benal, som kan opleves live på Kousgaards Plads.
”Sammen skal vi opdage kulturen, hinanden, bevægelsen, historien og så mange andre spændende ting. Vi fejrer kulturen og kreativiteten i og går på opdagelse i hele Herning Kommune.
Kulturfest Herning 2019 åbner i Aulum i forbindelse med Rock i Aulum Lystanlæg 8. juni. Det er startskuddet til en hel uge fyldt med aktiviteter, koncerter, workshops, fællessang, fortællinger og så videre – rundt i hele kommunen”, lyder det – og hermed er opfordringen til at tage med på rejsen, givet videre. Rigtig god fest Herning Kommune.

Del denne artikel: