Kunstneren Quang har vist efterhånden slået sit navn fast på den danske scene, men nu har han fundet en helt ny vej. Den viste han for nylig frem til sin første soloudstilling udenfor sit galleri i Herning. Vi var på øverste etage i Danske Bank-bygningen på Dalgasgade, og gæsterne var imponeret.

Der var nerver på. Også selvom hans værker efterhånden hænger mange af de steder, hvor man som kunstner gerne vil pryde væggen. Navnet er Quang Ramsing Fleuret. Eller bare Quang. Mere behøves ikke. What you see, is what you get – og så alligevel ikke.
Quang gemmer på så meget mere, men det var han egentlig ikke selv helt klar over.

Det er lørdag aften. Udstillingen har været åben for alle i eftermiddag og vil også være det i morgen, men i aften er det for særligt inviterede gæster. Lækker tapas og dertilhørende druer er sat frem og skænket op.
Denne aften var lidt særlig – ikke mindst for kunstneren, udstilleren selv. Han havde forberedt en tale – en fortælling om sit liv. Om ting, ikke mange vidste – heller ikke de nærmeste – og om hans nylige Hollywood-rejse. Men han havde også bedt en anden personlighed byde ind med et par ord: administrerende direktør i MCH Georg Sørensen. Det vender vi tilbage til.
Quang plejer ikke at fortælle om sig selv. Han plejer at fortælle sine historier på et lærred. Ikke verbalt. Ikke med ord. Det ville han denne dag.

Det gik godt
– Jeg har altid drømt om at leve af at være kreativ, og det er i den grad en lykkefølelse, at det er lykkedes, men det var jo egentlig en hobby – det at male. Det var tatoveringsjobbet, der skulle skaffe os brød på bordet, fortæller Quang.
– Det gik godt. Jeg var glad. Miriam og ungerne – rullerne, som de bliver kaldt, trivedes. Jeg havde solgt et par malerier, og jeg var blevet kontaktet af et firma, der laver maling, som spurgte, om jeg ville være deres testperson til nogle nye produkter.
– What’s not to like? Det var der da ingen rysten på hovedet over. Selvfølgelig ville jeg det. Eller: ”Ja tak, det vil jeg meget gerne, hvis det betyder, at I vil forære mig al maling til min hobby.” Jo, det gik godt.
– Den 26. marts 2016 skulle jeg levere nogle malerier til et par kunder. Jeg kører naturligvis – om muligt – selv ud og hænger mine malerier op hos kunden. Det er mine små poder, der flytter hjemmefra. Andet ville da være mærkeligt. Jeg må vide, hvor de skal være.
– Da jeg skulle hjem fra den tur, sad jeg i bilen og vidste bare, jeg ville mere. Jeg skulle prøve noget nyt. Igennem længere tid havde jeg brugt mange lærreder på at vise øjet frem. Det var næsten altid et øje, der kom frem på lærredet. En slags varemærke – et symbol på Quang. Det begyndte med Miriams smukke blå øje og er blevet til mange siden. Jeg ville mere. Noget nyt. Anderledes. Det besluttede jeg der.

Men …
– På hjemturen fra en anerkendt udstilling i Aalborg ændrede det hele sig på et splitsekund. Jeg blev påkørt. Vi var to biler, der stødte sammen. Den anden bil lå i grøften. Jeg tænkte mit liv igennem tre gange, inden jeg steg ud af bilen. Et øjeblik var jeg bange for, om de modkørende kunne gøre det samme, men heldigvis kunne de det.
Siden har højre skulder og venstre hånd været hårdt ramt.

Knust skulder
Quang kæmpede sig igennem en lang og sej kamp. En kamp mod sig selv sammen med lægerne.
– Jeg vidste nu, at mine drømme hang i en tynd tråd. Jeg havde så mange aftaler. Så mange drømme. Alt var væk. Alt. Jeg var ikke mig, hvis ikke jeg kunne bruge mine hænder. Jeg duede ikke. Ganske simpelt. Jeg måtte flytte nogle grænser. Tiden gik. Det blev bedre, men ikke meget, og der var ikke ligefrem den store optimisme at spore hos lægerne.
– Jeg tog imod en operation. Det tog så lang tid. Det skulle vise sig, at jeg havde gået med en knust skulder i halvandet år. De gjorde, hvad de kunne. Og de gjorde det godt. Nu var det op til mig. Jeg var fanget i min krop. Nedtur. Jeg havde ondt af mig selv.
– Langsomt blev det bedre. Måske også bedre end jeg turde håbe. I dag er alt ok.
– Og i dag ved jeg, at det hele er skrøbeligt, lyder det.

… Og dig …
– ”Det vækker en tiger i dig – og dig – og dig …” Sådan lød det hjemme hos os hver morgen. Miriam og ungerne spiste Frosties. Og hun skulle synge det – hver morgen. Hun pegede på begge børn – og så på mig.
– En tiger? I mig? Vækker en tiger i mig …?
En tiger … måske. Måske var det en tiger, der skulle vækkes? Nu? Vækkes nu? Og så tog det fat.
– Det blev til fødslen af City Tiger. Jeg ville bryde ud af buret. Det her var vejen ud. Miriam, rullerne og deres morgenmad. Han sender sin hustru et kærligt smil.

What’s your dream?
– Nu vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg havde tidligere besøgt Hollywood og havde lovet mig selv, at jeg skulle tilbage – for at male. Det var nu. Det var det, jeg skulle.
Hjemmefra havde Quang fundet otte kunstnere, han ville portrættere for efterfølgende at fotografere sit portræt ved siden af deres stjerne på Hollywood Boulevard.
– En eventyrlig rejse. Jeg sag på gaden og malede om dagen og på hotelværelset om natten. Sad den ene dag blandt hjemløse og næste dag – få hundrede meter derfra – blandt eliten og det rige liv. Det var den kontrast, jeg søgte. Det gav mig noget. Det fyldte mig. Otte billeder på ti dage.
– Jeg gik der, hvor der så mange gange er blevet sagt: ”Everybody’s got a dream. What’s your dream?” Jeg levede min drøm. Det vidste jeg. Livet er mere en solopgang nu – end en solnedgang. Jeg lever. Mine hænder kan arbejde. Jeg er glad.

Billeder fra Hollywood:

En ener
– Quang, vi to har egentlig ikke kendt hinanden længe, men du har i den grad været med til at give mig en af de største gaver, lød det i talenfra Georg Sørensen.
– Du har malet mine børn. En gave fra min kæreste. En gave, hun har bedt dig om hjælp til. Og hvilken hjælp. Hvilken gave.
– Jeg har på den korte tid, vi har kendt hinanden, i den grad mødt et dejligt menneske.
– Man skal turde drømme, men én ting er endnu vigtigere: Man skal turde sige højt, hvad man drømmer om – ellers når man jo ingen vegne.
– Du har fortalt meget med dine malerier af øjet. Der er så mange ting i dem. Nu har du sluppet noget helt andet frit. Vi er mange, der følger med på din rejse. Vi beundrer dig. Du er en rollemodel. En ener. Fascinerende. Vi kan kun sige dig tak, Quang.

Quang havde besluttet sig for at åbne sin første soloudstilling. Det skulle være noget særligt. Det skulle være personligt, og der skulle fortælles en historie. Det var særligt. Det var inspirerende. Levende rørende. Georg Sørensen har ret Quang, du er en éner.

Del denne artikel: