Det er ikke bare noget, de siger – for det gør de. Siger det. De mener det også – og det er de bestemt i deres gode ret til. De er nørder. Dyrlæge i Ikast, Morten Bentsen fejrer i år 25-årsjubilæum, og det giver ham lov til at kalde sig nørd. Særligt når det kommer til hunde og katte

Det ville være passende at sætte et skilt på døren, der fortæller, at ”Her vogter Luca & Aya”, for det er dem, man møder, når man træder ind hos Ikast Dyreklinik på Østergade i Ikast.
Bomuldshunden Luca, golden retrieveren Aya og klinik-katten Bent-Jørgen. Ingen af dem vogter dog egentlig ret meget. Til gengæld bliver der logret med halerne og indbudt til ren hygge, hvis man ellers gider klappe og ae lidt.
Luca er dyrlæge Morten Bentsens hund. Den lille, hvide bomuldsklump byder én velkommen med ét for øje: Hun kan nemlig ikke selv nå godbidderne på disken …
– Luca har en indvirkning på mange andre hunde, lyder det fra Morten, som ofte har hende med på arbejde og også gerne med inde i konsultationslokalet, når patienten er hund.
– Hun har en ro over sig og det kan få nogle hunde til at slappe mere af, mens andre slet ikke vil have nogen andre hunde i rummet, lyder det.
– Det er jo trods alt ikke alle hunde, der ynder at komme til dyrlæge, erkender han.
Aya smiler bare og kommer slæbende med sit tæppe – alternativt til en bold eller en bamse – mens Bent-Jørgen, ja, han hviler.
I år er det 25 år siden, at Morten Bentsen blev partner i Ikast Dyreklinik. I maj 1994.
– Dengang var man dyrlæge på en anden måde, end man er i dag. Der var flere forskellige dyr. Vi var mere ude af huset. Det var som to verdner. Den ene handlede om kreaturer, mens den anden var hund og kat. Jeg valgte den sidste. En smådyrsklinik – men primært for hunde og katte.
Morten fangede interessen for dyr, da han som barn fulgte sin morfar på bondegården i Østjylland.
– Dyr er bare ligetil. Det er simpelt. En godbid, og venskabet er der.

Et særligt kejsersnit
Gentager man, at det er 25 år siden i år, ryster Morten lidt på hovedet. Han ved ikke helt, hvor de år er blevet af …
Omvendt, hvis man spørger til nogle af de største oplevelser eller udfordringer gennem de 25 år, lyder det, at der har været mange. De to ting hænger jo sammen …
– Der har virkelig været mange unikke oplevelser, men i et fag som dette er der også dage, der ikke bliver, som man håbede. Det at være dyrlæge betyder også, at der af og til skal tages beslutninger, som ikke er nemme – og slet ikke for dem, man står overfor, fortæller Morten.
– Men én af de opgaver, jeg husker tilbage på som værende en smule anderledes, var engang, vi fik en drægtig silkeabe ind. Hun havde brug for hjælp til fødslen. Et kejsersnit. Det var en kende anderledes end de opgaver, der ellers møder en til hverdag. Og lad mig sige det på den måde, at hun var bestemt ikke venligsindet …
– Hun forstod ikke helt, at vi var ude på at hjælpe hende. Desværre var begge unger døde, da vi fik dem ud.

Den svære snak
Hverdagen på klinikken handler mest om hunde og katte. Om småskader, undersøgelser, årlige tjek, tandrensninger og vaccinationer. Men en af Mortens store faglige interesseområder er indenfor onkologi.
– Kræft er desværre lige så hyppig hos dyr som hos mennesker, og håndtering af kræft og kræftbehandling hos kæledyr er i stor udvikling. Der er jo blot den store forskel fra mennesker til dyr, at vi kan lade vores dyr springe den sidste del over. Vi kan skåne dem for, hvad der måtte vente, siger Morten Bentsen.
– Det er ikke kun, når det drejer sig om kræft, at den snak skal tages med dyreejerne – og tro mig, det er aldrig en nem snak eller en nem besked at give.
En hund eller en kat er jo ikke bare …

– For mange taler vi om et familiemedlem og en bedste ven. En hund er ikke bare en hund, så det er ikke bare noget, man gør. Det kan være en nødvendig beslutning, men det gør det ikke nemmere, lyder det.
– Det vigtigste er, at familien har forstået det og snakker om det. At det bliver værdigt og rigtigt.

Forsikring
Ikast Dyreklinik er en del af Dyrehospitalet MidtVest i Herning. Her huserer to dyrlæger, Anne Svane og Lars Jørgensen. De to og Morten Bentsen deler de to praksisser og har dermed en spændvidde af viden, erfaring og ekspertise, der rækker langt – og gode fagfolk i deres veterinærsygeplejersker, Lisa Oberlein Madsen og Jane Grønkjær i Ikast, mens Karina Märcher Egholm og Fie Bach Møller Thomsen tager imod på klinikken på Viborgvej i Herning.
– Heldigvis er der flere og flere danskere, der vælger at tegne en forsikring for deres hund og kat, således at de er dækket ind, hvis uheldet skulle være ude – og tro mig, der vil ske et eller andet i den tid, man har sit kæledyr, der gør, at man skal besøge en dyrlæge, understreger Morten.
– Og måske en endda på en søndag eller en helligdag.
Det kan i den grad godt betale sig, og cirka 60 procent af hundeejere har heldigvis tegnet forsikringen.

Kørte katten ned
Dørklokken bimler. Luca og Aya rejser sig. Bent-Jørgen registrerer intet.
Kalenderen er mange dage godt booket op, men det sker, at der kommer en patient ind ad døren uden aftale. Nogle gange akut.
– For mig er det vigtigt, at der er afsat tid til hver patient. At både ejer og dyr føler sig tryg og taget om, lyder det fra Morten.
Faktisk blev Bent-Jørgen en tidlig morgen sidste år dyrlægens mest akutte patient.
– Bent-Jørgen er ude om natten, og da jeg kører ind i gården om morgenen, rammer jeg katten. Bent-Jørgen brækkede kæben, men vi fik ham sat sammen igen, og han fik en masse opmærksomhed, så jeg tror, jeg er tilgivet, lyder det.
– Siden uheldet har næsten samtlige kunder sat farten ned og kigger efter Bent-Jørgen – og andre dyr – når de kører ind med bilen … Så noget godt er der da kommet ud af det, siger Morten med et smil.

Gode råd
– Om det bliver 25 år mere? Nok ikke, men jeg er enormt glad for dyr, og for mig er dyrenes trivsel enormt vigtig. De er ens ven. Dem, der siger, at en hund bare er en hund, har aldrig haft et forhold til en hund. Det tør jeg godt at sige, lyder det fra Morten.
– Heldigvis er hunden, ja, og katten og andre små kæledyr, ikke bare noget, man har. De er en del af familien og nogen, man passer på.
Det hele handler ikke om sygdom eller undersøgelse hos dyrlægen. I butikken er der masser af råd og vejledning at hente i forbindelse med foder og pleje.
– Har man et kæledyr, eller overvejer man at anskaffe sig et, er spørgsmål altid velkomne på klinikken hos dyrlægen eller veterinærsygeplejersken. Så kig endelig ind, lyder det.

Læs mere på www.ikast-dyreklinik.dk.

Del denne artikel: