I Brande står der, ligesom mange andre steder, gamle bygninger. Ingen ved rigtig, hvad man skal med dem, men ved, at det koster enormt mange penge, at de bare står. Mange bliver væltet. Én af de her bygninger i Brande er det tidligere sygehus. Og det var der fire kvinder, der ville give nyt liv

Det står der stadig. Sygehuset. Eller bygningen, som engang var sygehuset i Brande. Tanken om at ville give netop et sygehus et nyt liv er særlig. Alle de sjæle, der har været i de rammer. Bekymrede, triste og glade sjæle gennem årene. Væggene ville kunne fortælle mange historier. Alt det havde Brande nær mistet, hvis ikke det havde været for fire ildsjæle, der fandt flere ildsjæle …

Grundlaget for et sygehus i Brande blev lagt tilbage i 1909, da et konsortium bestående af ni sogneboere købte seks tønder land af Brande præstegårds jorder beliggende mellem Herningvej og Brande Å med det formål at forhindre bebyggelse af arealet, som de ønskede at sikre til et sygehus. I 1911 overtog kommunelæge Arends arealet og byggede med støtte fra konsortiet den første del af sygehuset. Det blev dengang drevet privat og for egen regning under navnet Brande Sygehjem.

I 1915 – efter et par år uden drift – blev det læge H.C. Hagedorn, der blev leder af sygehuset. I 1918 overtog kommunen.
Brande Sygehus ophørte med at være sygehus i 1964 og har i de seneste år tjent som en slags anneks til vandrehjemmet, som ligger lige overfor.
Bygningen er ikke fredet, men erklæret bevaringsværdig.
I dag, 100 år senere, har bygningen stået tom længe. Kommunen overvejede at putte penge i de gamle mure og bygge den om, men en vurdering lød på, at det ville koste i nærheden af 30 millioner.
Så den eneste mulighed, man så, var at rive den ned.

– Det vil vi ikke være med til. Den gamle, smukke bygning skal da blive stående. Der er så meget historie i den, og det er et spørgsmål om vilje fra byen og os som branditter, lød det fra fire kvinder, tog sagen i egen hånd.
– Det sygehus bliver i Brande – men skal kunne noget nyt, lød det.
Lotte Stoltenborg, Ilse Christensen, Anja Norn og Dina Blomstrand.
De fire kvinder, der for mindre end et år siden meldte sådan ud:
”Vi overtager bygningerne og driften af vandrehjemmet den 1. oktober. Ikast-Brande Kommune har stillet en betingelse vedr. overdragelsen: at borgerne i Brande bakker op omkring overdragelsen. Vi skal have samlet ret mange penge sammen inden den 1. oktober.”
Det sagde Dina Blomstrand  forud for opgaven.

Hjerteblod og vilje
Den overordnede plan gik i retning af, at der i det gamle sygehus’ kælder skulle indrettes lokaler til Brandes foreningsliv, mens der i stueplan skulle være Borgernes Hus med en række forskellige aktiviteter.
På førstesalen var det tanken at indrette mindre lejligheder til såkaldte expats – medarbejdere, som eksempelvis Siemens eller Bestseller har udstationeret i Brande for en aftalt periode.
Og i dag, i maj måned 2019, møder vi tre familier, som bor her i forbindelse med arbejde på Siemens.
Ordene ”Hvor der er vilje, er der vej” har i den grad fået nyt lys. De fire kvinder har lagt så mange timer og så meget passion, vilje og hjerteblod i det her projekt. De ville lykkes. Det har de gjort.

– Det her hus har simpelthen en alt for betydningsfuld sjæl til, at man bare kan fjerne det. Man kan da ikke bare jævne noget med jorden, fordi man synes, det er en udfordring, mener Dina Blomstrand.
– Vi måtte gøre noget. Det var en meget lang og sej kamp, og rigtig mange mennesker sagde undervejs, at det var en kamp, der ikke var værd at kæmpe. At vi måtte være godt tossede, og at det da var håbløst og ligegyldigt. Bare en bygning …
– Men ikke for os, lyder det fra Lotte Stoltenborg.

Nøglerne
– Da vi langt om længe fik overdraget nøglerne og låste os ind … Jeg kan slet ikke beskrive den lugt af gammelt og indelukket, der mødte os. Det havde stået hen i tre år. Det havde været sat til salg. Fem millioner for tre gamle bygninger. Ingen ville købe.
– Men vi ville ikke, at det skulle slutte. Vi ville, at byen skulle have kommunens eneste vandrehjem, og vi ville så gerne kunne tilbyde boliger til de mange mennesker, som hele tiden er igennem vores by for at arbejde. Hvis ikke de kan bo her, tager de til Herning eller Ikast, forklarer Anja Norn.
– Det er i den grad at tage penge ud af byen. De skal blive her. En hustru og eventuelle børn. De skal bo her i den periode. Det burde kunne lade sig gøre. Det kan det nu.

Tak
– Men det har ikke kunnet lade sig gøre uden stor velvilje og enormt stor hjælp fra en hel masse erhvervsdrivende i byen. Vi kan slet ikke sætte navn på alle dem, der har hjulpet os. Håndværkere. Butikker. Montører. Leverandører. Store virksomheder, som har kunnet undvære – noget. Nogle har doneret mandetimer og dele af det ene eller det andet. Andre har presset tingene helt i bund prismæssigt og samlet, lagt, sat op eller monteret det uden beregning. Ilse Christensen stråler.
– Jeg ville ønske, vi kunne nævne dem alle sammen – men det kan vi ikke. Nogle er kommet med lidt og andre med mere. Vi er så taknemmelige for alt, hvad der er kommet ind. Uden alt det og alle dem – intet hus her. Så … TAK!

En vision, en drøm
Der har været mange idéer igennem. Og det er der stadig. Visionen er, at stedet skal bruges. Det skal passes på og plejes, men det skal bruges.
– Nu kommer der lejeindtægter ind, og på den måde begynder det jo at være muligt, at vi kan gøre tingene lige så stille. Men der er lang vej endnu. Og vi kan sagtens bruge endnu flere værelser. Endnu flere ting og sager, som helt almindelige familier bruger. Boligerne, familierne flytter ind i, er jo fuldt møbleret. De kommer med deres tøj og personlige ting. Så der er behov for ting, de ikke tager med sig, fordi de flytter meget i en periode.
Faktisk er det meste doneret – og en kæmpe del af det er fra Simens. En meget stor del af det. Men med den vision, det håb og den drøm, der er om at lave endnu mere, så håber firkløveret, at der stadig er noget og nogle tilbage, der vil give og ikke mindst være med.
– Der er et stykke vej endnu. Men vi er nået enormt langt. Familier er flyttet ind. Vandrehjemmet har fundet sine daglige ledere, og hvis vi alle byder ind med en hammer, lidt pleje og smørelse, en trappevask og lidt klaren af vasketøj, så når vi enormt langt. Og vi mærker glæden. Man får utrolig meget igen af de her mennesker. Af at gøre noget for andre. Af at bruge og ikke smide væk.

Vi kan lære af deres kultur
Kvinderne er slet ikke færdige. Der er masser af energi endnu. Drømme. Idéer. Håb. Ønsker. Visioner. De har sammen skabt et fællesskab – og det skal kun blive endnu større.
– Huset her skal kunne rumme borgerne – alle. Store som små. Høje som lave. Dem, der taler dansk, og dem, der ikke gør. Vi kunne jo lære dem det, siger Lotte.
– Men en helt anden vinkel på det her er, at de kunne lære os noget. Mange af dem, der kommer hertil for at arbejde, kommer eksempelvis fra Indien. En helt anden kultur. De har ikke meget med sig, da de kun er her nogle måneder, og så er de videre igen. Men tænk på den skattekiste, de har med sig af kultur, viden og glæde. Hvis vi blot formår at tage imod og vise dem det, de søger, kunne der ske meget.

Syv trin ned
Huset er ikke kun til folk udefra. Huset er også til byens borgere. ”Syv trin ned” er blevet navnet på underetagen i den gamle bygning. Her er lokalerne så småt ved at tage form. Flere af dem er allerede klar til udlejning – for et par timer, en aften, en weekend.
– Her kan en kortklub, en strikkeklub, et foredrag, en generalforsamling, et møde osv. finde de rammer, de har søgt efter. 100 kroner for én aften. Så er der vand, varme og et lille køkken.
Så kan man – måske – vælge mellem ”Blodbanken”, ”Blindtarmen”, ”Operationsstuen”, ”Hjertet” – for vi er vel på et tidligere sygehus … Det er nemlig navnene på de rum, der er sat i stand. Kvinderne tænkte kreativt, og det er da indlysende.

”Lad os mødes i ’Blindtarmen’ …”

Sig det højt
Hvis man vil noget, skal man sige det højt – og helst så højt, at nogen, der gerne vil det samme, hører dig. Så er man da to … Det gjorde de her fire kvinder. Det kan man kun have respekt for. De fandt så en masse mennesker, som valgte at bakke dem op, for de havde ingen penge. De skaffede små 100.000 kroner plus alt det, de aldrig havde fået penge til. Alle mandetimerne.
Det har været op ad bakke. En kamp. Men hvis man tager ejerskab for noget og deler det ejerskab med andre, går man bare langt – også ved siden af sit almindelige job, sin familie – sit liv …
I dag står der fire lejligheder samt tre delelejligheder med to værelser i hver klar. De er optaget. Udlejet. Faktisk løb de allerede tør for værelser den 7. april.
Det her er ikke bare et sted. Her skabes relationer. Deles oplevelser, og det skal vi have mere af. Derfor venter næste etape.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det lyder næsten også håbløst at gå i gang med næste etape, men med de her fire kvinder ved roret lyder det muligt … De gav jo for pokker det gamle sygehus livet tilbage.
Husk på, at datoen, de fik nøglerne til det, der er nu, hed den 11. oktober 2018 …

Del denne artikel: