Inden længe slås dørene op til et 40-års jubilæum hos Birk TeQ på Hedelandsvej i Herning. Virksomheden fylder 40 år, og indehaver Sten Engsig Madsen kunne tidligere i år fejre sine 35 år i virksomheden. Nu håber man at se mange tidligere kollegaer, medarbejdere og samarbejdspartnere den 7. februar 2019

Scrapbogen er blevet fundet frem til dagens interview, og der går ikke mange minutter, før indehaveren af Birk TeQ, Sten Engsig Madsen, mindes. Og minder er der mange af.

– 40 år er gået – 35 med mig, og med alle de gode medarbejdere og samarbejdspartnere, vi har haft igennem tiden, er der mange gode minder, lyder det fra Sten.

Hvis vi kigger på, hvad vi arbejdede med dengang, og hvad vi arbejder med i dag, er det grundlæggende jo det samme – strøm. Men sikke en udvikling, der er sket. Strøm er jo nok strøm, men alene på lyskildeområdet har udviklingen virkelig taget fart. Man skal holde sig orienteret hele tiden – for, som alle ved, er lys jo ikke bare lys …

Hvem andre end Sten Engsig Madsen kunne sige det? Manden med passion for lys og ikke mindst farven på lys. At man har det rette lys og den rette lysfarve til det rette formål.

Den helt store passion handler om julebelysning, og flere måneder om året går med netop dette. Inden det hele er hængt op og efterfølgende pillet ned igen – for slet ikke at nævne, at det så bliver hængt til tørre, inden det pakkes pænt og forsigtigt ned på loftet over lagerbygningen hos Birk TeQ.

– Der kommer hele tiden nyt, og jeg er så heldig, at jeg er med til at bestemme, hvordan vi skal opleve Herning i den søde juletid, siger han.

 

Telefoni og overvågning

Men ikke alt handler om lys.

For efterhånden mange år siden, da telefonimonopolet blev ophævet, var Sten ikke sen til at byde ind. Han så noget fremtid der.

– Telefoni og sikring. Det tænkte jeg kunne blive stort – og det fik jeg heldigvis ret i. Vi var ikke mange, der bød ind dengang, men den del førte os videre til sikringer med brandalarmer og videoovervågning. Vi var inde i telefonidelen før de fleste, så som udviklingen skred frem, kendte vi allerede en del til det.

– Vi er efterhånden vant til at blive overvåget, men jeg tror, de færreste tænker over, hvor og hvor meget vi egentlig bliver det, siger Sten.

– Der er mange private hjem efterhånden, der benytter sig af både tvyerialarm og/eller videoovervågning. Ligesom størstedelen af butikker og dagligvarekæder har overvågning installeret. På bygader og stæder er der ofte sat kameraer op. Det virker måske præventivt, men det kan også være til stor gavn for politiets opklaringsarbejde, hvis der skulle ske ulovligheder i området.

– Men der findes også overvågning, som holder øje for at holde øje … Hvis vi eksempelvis taler om demente. Her er det de demente, der holdes øje med, fordi man ikke har personale til altid at holde øje med deres færd – men overvågningen skal også beskytte personalet, der netop bare passer deres job. Overvågningen finder her sted af den simple grund, at man skal kunne bevise, at personalet rent faktisk udfører deres arbejde – også selvom den demente måske siger det modsatte. At de ikke har haft besøg eller fået hjælp.

– Vi beskytter os selv, hinanden og vores hjem. Vi bruger overvågning til at holde øje med børn og syge mennesker – ligesom vi holder øje med de indsatte og beskytter personalet i de danske fængsler.

– Vi bliver alle overvåget. Det er en stor del af vores arbejde at hjælpe folk og virksomheder med at sikre sig – og hinanden – på alle måder, forklarer Sten.

 

Fire årtier

For 40 år siden stod der to 2CV’er parkeret uden for garagen på Engdahlsvej. Det var der, det hele begyndte. Elinstallatørvirksomheden Birk El Service ApS var fra starten en helt almindelig traditionel installatørforretning. Indehaverne var Kaj Thomsen og Robert Madsen. Et par år senere trådte Kaj ud af virksomheden, og Robert var alene i halvandet års tid, før Sten blev firmaets første ansatte.

– Mens jeg gik på installatørskolen, blev jeg af Robert bedt om at udregne et tilbud på en opgave for Sygeplejeskolen i Herning, som var sendt i udbud. Det gjorde jeg, og da Birk El Service ApS efterfølgende vandt ordren, kom Robert til mig igen. Nu måtte jeg udføre arbejdet og installationerne – for han havde ikke tid, fortæller Sten.

Så var Sten ansat. Men egentlig ville han have været maler. Eller faktisk landmand, men hans far mente, at landmand kunne man altid blive.

– Næh, det var bedre at gå på teknisk skole for derefter at få en læreplads.

Robert tilbød efter et par år, at Sten købte sig ind i virksomheden – for at få medbestemmelse. Et par år senere blev andelen større, og virksomheden voksede. Snart var der fire-fem ansatte, og nye punkter blev føjet til paletten af, hvad virksomheden kunne tilbyde.

I 1994 købte Sten Robert helt ud af virksomheden.

 

Har været heldig

– Der har været utrolig mange gode og sjove oplevelser undervejs. Også et par udfordringer. Men en opgave, jeg aldrig glemmer, var, da vi skulle lave alle installationerne på det nye bibliotek. Det var bare noget helt særligt. Dengang – selvom det ikke er mere end et par år siden – havde man ikke set magen til i miles omkreds. Det var nærmest newyorkerstil. Men det er smart. Godt tænkt. Godt arbejde og ikke mindst godt lys, siger Sten.

I dag er der 36 mand ansat i Birk TeQ. Flere af dem har været med i mange år.

– Det handler om, at man giver dem en god arbejdsplads. At man selv er med – lytter og giver. Nøglen er lysten, siger Sten.

– Men at personalet trives og fungerer, betyder alt. Og jeg har været heldig at finde de helt rigtige folk, lyder det.

– Med stolthed kan jeg sige, at vi har haft 62 lærlinge igennem og har otte i lære i øjeblikket. Vi har haft mere end 233 medarbejdere, og jeg kalder mig selv for far til otte installationsforretninger – de er nemlig ejet og drevet af vores tidligere medarbejdere, lyder det med et smil.

Sten Engsig Madsen og Birk TeQ inviterer til åbent hus den 7. februar 2019, hvor man håber at se tidligere og nuværende kollager, medarbejdere og samarbejdspartnere.

– I vores moderne tid kan vi jo opfordre til, at man holder øje med vores Facebook-side, når tiden nærmer sig, lyder det fra jubilaren.

Magasinet X-Klusiv ønsker hjertelig tillykke med jubilæet.

Del denne artikel: