Venter den store dag lige om hjørnet? Spørgsmålet er blevet stillet, og svaret var ja, men hvad med festen? Kjolen, tøjet, maden, musikken, ringene, blomsterne og bordpynten? Og hvor skal festen holdes? Der er mange ting at tage stilling til, men alle svarene kan nu findes til Bryllupsmessen på Scandic Regina søndag den 10. februar

Alle festlige lejligheder har en rød løber, så den vil naturligvis være på plads, når der søndag den 10. februar 2019 inviteres til Bryllupsmesse på Scandic Regina i Fonnesbechsgade i Herning.

Initiativtagerne til messen er direktør på Scandic Regina Rikke Bøndergaard og indehaver af Sara Ditlev brude – og selskabskjole i Ikast Sara Ditlev.

– Egentlig har idéen været på tegnebrættet længe, men nu skulle det være. Vi gik i brainstormingsmøde og fandt hurtigt frem til flere butikker, der kunne være interessante at samarbejde med – og vi har helt ærligt ikke fået et nej. Alle er med på idéen om, at Herning igen skal have sin egen Bryllupsmesse, fortæller Rikke.

– Det handler om, at vi sammen kan vise det ypperste af, hvad vi har til sådan en dag – og alle andre festlige lejligheder for den sags skyld. Det behøver ikke kun at være et bryllup, siger Sara.

Vi inviterer til en levende messe, for vi indtager simpelthen hele hotellet. Fra lobby til øverste etage…

Modeller vil gå rundt imellem gæsterne hele dagen og vise tøj frem til både damer og herrer. Brudekjoler, festkjoler, kjole og hvidt samt smoking. Det hele kan opleves på levende modeller, hvilket giver et helt andet look end på en gine eller en bøjle, mener Sara, der selv er designer og i sin forretning lever af at designe og sy fest- og brudekjoler.

De forskellige værter

Der vil være levende musik. Mulighed for at se og prøve vielsesringe og andre smykker. Bordene vil være pyntet, og blomster i alverdens farver og af alle slags vil fylde hotellet. Lokalerne vil dufte af lækre menuer til den store dag, og der vil naturligvis være smagsprøver, lige såvel som der vil være helt overdådige bryllupskager.

Bryllupsfotografen viser frem, hvad han kan byde ind med til albummet fra den store dag. Der bydes på inspiration til makeup og håropsætning, og transporten til og fra festen er der også tænkt på. Store flotte biler er med denne dag, og til de gæster, brudeparret tager med til messen, vil der også være rig mulighed for at finde inspiration til gaverne. Ligesom brudeparret her kan finde inspiration til ønskelisten, som jo kan oprettes i butikken.

– Vi har været hele vejen rundt, og hotellet her er jo vært og viser sig fint frem på sådan en dag, og vi vil naturligvis gøre vores ypperste for, at brudeparret – eller værtsparret – får en uforglemmelig dag, lyder det fra Rikke.

 

Billetter

Om det er et bryllup, man skal holde, og om det er første eller anden gang, eller om det er en stor familiefest, der planlægges, er der alle mulige gode grunde til at kigge forbi. Dagens udstillere er klar til at byde ind med, hvad de hver især er bedst til – til jeres store dag. Der er tale om fest – så kom, og bliv inspireret.

Det koster 50 kroner at komme ind, og billetter kan købes på nemtilmeld.dk. Ønsker man at nyde en lækker brunch i restauranten forud for messen, kan denne bestilles til en særlig bryllupsmessepris.

– Vi glæder os til at give vores gæster en inspirerende og intim dag forud for deres fest. En levende oplevelse. Vi er mange, der synes, det er på tide, at Herning igen får sin egen bryllupsmesse, så kom endelig forbi søndag den 10. februar – og følg med på de respektives butikkers Facebook-sider, lyder opfordringen fra Sara og Rikke.

Arrangementet er sat til at vare tre timer, og der vil løbende være små konkurrencer og events, så det handler om at blive gennem hele arrangementet.

– Tiden går jo hurtigt, og vi håber, at gæsterne får en masse idéer med hjem – og forhåbentlig nogle aftaler med de forskellige aktører om en snak eller to efterfølgende, siger Rikke.

– Et bryllup er en stor dag. Der er så mange ting, der skal falde på plads og både være og føles rigtigt. Dagen kan ikke gøres om, så forberedelsen er vigtig, lyder det fra Sara.

Dagen handler om dialog. Om at finde tilliden til dem, man giver ansvaret for festen, tøjet, ringene og fotograferingen. Om at skabe kontakten.

– Om at lade os vise vores passion for det, vi laver – og byde ind, så jeres dag bliver præcis, som I har drømt om.

 

Del denne artikel: