Mange danskere kommer kun hos en advokat, når noget ér sket, og man har brug for hjælp. Men faktisk er der mange forskellige opgaver, løsninger og rådgivning, advokaten kan hjælpe med. Magasinet X-Klusiv Herning møder 28-årige advokatfuldmægtig Jeppe Hammer hos Advokathuset Eegholm i Herning

DER BEHØVER JO IKKE AT GÅ JURA I DE SMÅ TING …

Arbejdsdagen for advokatfuldmægtig Jeppe Hammer foregår i hjertet af Herning. På kontoret på Kampmannsgade hos Advokathuset Eegholm. Nogle dage foregår noget af arbejdstiden i retten. Jeppe er 28 år og kender sin Karnovs Lovsamling. Som advokatfuldmægtig er man uddannet jurist og kan vælge at uddanne sig videre til advokat. Den uddannelse er Jeppe færdig med om ti måneder.

– Det er mit mål. Den titel betyder nemlig, at jeg må komme på listen over advokater, som tager sig af strafferetssager, fortæller han.

Jeppe arbejder i dag med sager og rådgivning inden for testamente, ægtepagter og fremtidsfuldmagt. Men også med ejendomshandler, markedsføringslovgivningen og immaterielle rettigheder så som varemærkeregistrering og patentrettigheder.

 

Som barn vidste Jeppe, at han ville være advokat, når han blev stor. Men så blev han åbenbart i tvivl, som han voksede op, og alle omkring ham spurgte, hvad retning han ville i. Han var ikke sikker. Men efter at have gennemført erhvervsret på HHX og skrevet speciale om afgifts- og skattestrafferet var tvivlen væk. Han vidste, hvad han skulle.

– Jeg meldte mig til Retshjælpen. Et godt sted at begynde og et godt sted at lære en masse fakta om lovgivning og ikke mindst om kommunikation. Jeg var med til at bygge sager op og følge dem til dørs. Det fangede mig virkelig, siger han.

Retshjælpen er et sted, hvor de jurastuderende får mulighed for at anvende deres studie på en praktisk måde, og hvor klienterne kan henvende sig uden beregning for at få mindre gratis juridisk bistand.

– Sagerne, man arbejder med i Retshjælpen, kan eksempelvis være nabostridigheder, hvor der naturligvis lyttes til klienten, men hvor der ofte opfordres til, at man forsøger at tale med naboen over en kop kaffe. Der behøver jo ikke gå jura i de små ting – det kan ofte gøre det værre i sådanne tilfælde, lyder det fra Jeppe.

Den første gang

Jeppe husker tydeligt sin første gang i retten. Nerverne var der, men alt andet ville også være mærkeligt, indrømmer han.

– At være nogens advokat er et tillidsspørgsmål. Jeg skal tro på min klient og arbejde ud fra hans eller hendes udsagn. Jeg skal stille de spørgsmål, der vægter min klients påstand gavnligt for sagen.

– Men ligesom jeg blev nervøs første gang i en retssal, kan klienten naturligvis også blive det og endda så meget, at ”klappen går ned”. Det kan man ikke rigtigt forberede sig selv eller klienten på, og man må kunne tænke hurtigt i situationen, lyder det fra Jeppe.

– Forsøge at berolige klienten og få ham eller hende tilbage på sporet.

– En ting er, at man sidder i en retssal – hvor de fleste mennesker ikke kommer ret mange gange i deres liv, hvilket naturligt nok godt kan give nerver. En anden ting er dét at tale foran mange mennesker. Det er jo mere advokaten, end det er klienten, men også dét kan godt gøre noget ved nerverne.

– Det handler om at holde fast i sin ret. I sine fakta og om at overbevise dommeren og eventuelt nævningene om, at man er den af de to parter, der har ret.

 

Retsbygningen

Magasinet X-Klusiv har fået lov at tage med Jeppe Hammer en tur forbi Retten i Herning på Poulsgade.

Den nye retsbygning er fra 2012 og lægger hus til ikke færre end otte retssale. Med tiden er det meningen, at alle retsbygninger i Danmark skal være mere eller mindre identiske. Husets største sal er sal A, som også er den eneste sal i huset, hvor der er plads til et nævningeting. Derfor sidder forsvaret til højre og anklageren til venstre i salen. I alle andre sale er dette omvendt.

Inden udgangen af 2019 får Retten i Herning nye naboer. Meget passende har man besluttet at bygge byens nye politistation på nabogrunden.

Retsbygningen står flot. Intet her er overladt til tilfældighederne – og sådan bør det også være. Retsbetjenten tager imod de folk, der kommer, og som har et ærinde i bygningen – ud over dem, der altså er indkaldt til at være der i forbindelse med en verserende sag.

Dette er Jeppe Hammers arbejdsplads. Det er her, han får lov at udføre en del af det arbejde, han har og er i færd med at uddanne sig til. At udøve landets lov og ret.

Del denne artikel: