Trivsel og læring går hånd i hånd på HF-uddannelsen i Herning. Med første skoledag for ikke færre end 200 nye og forventningsfulde HF-studerende tilbage i august er tilgangen til den toårige gymnasiale uddannelse kun blevet endnu større, efter at det er blevet muligt at komme ind direkte efter 9. klasse

– Egentlig må jeg erkende, at jeg var en smule skeptisk over, at elever fra 9. klasse skulle ind på HF, fortæller lærer på Herning HF Bettina Bjerg Iversen.

– Men jeg tager i den grad de ord i mig igen. De unge fra 9. klasse er superseje og helt igennem fantastiske. Det er slet ikke for tidligt – men det kan jo det være for nogen, selvom reformen tillader adgangen.

HF er en toårig gymnasial uddannelse målrettet erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. Med en udvidet fagpakke kan man læse videre på universitetet efterfølgende.

– Magasinet X-Klusiv Herning er blevet inviteret indenfor til en snak med tre førsteårs-HF’ere om det at gå fra folkeskolen til en gymnasial uddannelse. Om det at være ung og ansvarsbevidst og om, at der forventes lidt mere.

Mikkel Hyldgaard Holch, Marina Ali og Nickie Hansen – alle 16 år. Tre unge mennesker, som alle kommer direkte fra 9. klasse. Tre unge mennesker, som ved, hvad de gerne vil – hvilken retning de drømmer om at gå – og som ser den toårige gymnasiale uddannelse som det rigtige skridt i den retning.

– Jeg vil gerne være folkeskolelærer og hang lidt fast i det med standpunktskaraktererne. Dem er jeg ikke fan af, fortæller Nickie Hansen, som har planer om at tage et sabbatår efter HF.

– Og nok er det mange timer, men det er jo også en gymnasial uddannelse på to år. Vi er jo studenter længe før vores tidligere klassekammerater, siger Nickie.

Mikkel Hyldgaard Holch vil gerne være kostvejleder og personlig træner. Idéen til at tage en HF kom fra Mikkels mor, som selv har den blå hue.

– Jeg var slet ikke i tvivl, da det blev muligt, at jeg kunne gå lige fra 9. klasse og herover. Men at niveauet er skruet en tand op, mærker jeg tydeligt, siger han.

– For mig handler det lidt om, at jeg ikke lukker nogen døre for mig selv. Med en HF er det muligt at tilføje fag, hvis man undervejs ændrer retning eller senere får brug for andre fag eller en overbygning, forklarer Mikkel.

Marina Ali er vild med tal og matematik. Hun ser sig selv som revisor.

– Min storesøster har gået her på HF, og hun anbefalede mig at gøre det samme. Hun var glad for at gå her, og det lyttede jeg til. Her er der rig mulighed for at videreudvikle mine matematiske evner.

Løbende evalueringer

I dag er der mange valg, som unge mennesker skal træffe. Inden de fylder 15-16 år, skal de nærmest vide, hvad de vil resten af livet, og de bliver presset alle steder fra. Der er ikke tid til at standse op og puste ud. Det handler om uddannelse, arbejde og karriere.

– Det kan godt være hårdt, men hvis man har dialogen hjemme og selv har en idé om, hvad man kunne tænke sig, synes jeg ikke, det er så svært, siger Marina.

Nickie er ikke i tvivl:

– Det her er det rigtige for mig, og nu er vi allerede snart halvvejs igennem første år. Det er vildt at tænke på.

På HF lægges der vægt på den enkelte elev – også selvom man er op til 28 i klassen.

Her er ingen standpunktskarakterer. I stedet får man løbende feedback og evalueringer fra lærerne.

De første måneder af første skoleår har man en fast makker. Denne udpeges af lærerne inden skolestart. Et makkerpar kender ikke hinanden på forhånd, men sættes sammen for at hjælpe og støtte hinanden i den første tid som nye elever på en ny skole.

– Det giver pote, lyder det fra Bettina Bjerg Iversen.

– Vi mærker tydeligt, at de to makkere gør godt brug af hinanden – både socialt og fagligt. Man har en at sparre med, en at spise med, en at dele noter med og ikke mindst en ven fra begyndelsen.

Tre glade elever

Et hurtigt kig på de tre elever omkring bordet. De smiler. De er glade for deres valg – på trods af et fyldt skoleskema.

– Der er et godt lærer-elev-forhold her på skolen. Det mærkes tydeligt, lyder det fra Mikkel.

– Der er en venlig tone og gensidig respekt. Lærerne ser og hører os. De vejleder og hjælper os i den retning, vi ønsker at gå, og gør os opmærksomme på, hvor og hvordan vi måske ville have godt af at tage lidt ekstra fat. Det ser jeg som meget positivt, tilføjer han.

– I min klasse er den ældste 24 år. Altså otte år ældre end mig. Man skulle tro, siger Marina, at det kunne skabe udfordringer, men ikke på den måde, undervisningen foregår. Det er mere individuelt, hvilket er supergodt.

– Igen af os kendte nogen, da vi kom. Vi tre kendte heller ikke hinanden, men sådan er det jo for størstepartens vedkommende – så det har vi til fælles, siger Nickie.

– Og lektierne er slet ikke så slemme, som vi frygtede. Faktisk er lærerne gode til at tage hensyn til de andre fag – og til afleveringer.

– De unge mennesker går i skole op til 40 timer om ugen. De skal ikke sidde hjemme med næsen i bøgerne resten af ugens timer, smiler Bettina.

 

Informationsaften

Der er masser af muligheder for at få mere at vide om HF på www.herninghf.dk. Man er også velkommen til at kontakte en studievejleder for at høre mere.

Dialog med sin lærer i 9. klasse er en god idé, lyder det fra skolen, men det er også vigtigt at tage en snak derhjemme om fremtiden, forventningerne og drømmene, opfordres der til.

Torsdag den 17. januar 2019 holder HF-uddannelsen informationsaften, hvor alle er velkomne.

 

Del denne artikel: