Huden er kroppens største organ. Det handler om at passe og pleje den, som vi gør med alt muligt andet, vi har – som trods alt kan skiftes ud, lyder det fra kosmetologerne hos Karina Lehmann Skønhedspleje

Der er i dag utallige muligheder, når det gælder, hvad man kan ændre på, fjerne og forbedre ved sig selv, sit udseende og sin krop – og endda helt uden at skulle under kniven. Flere og flere ting bliver muligt hos kosmetologen, og her er Karina Lehmann Skønhedspleje med helt i front.

– Vi oplever en stor efterspørgsel efter at få hjælp til at ændre de mindre aldringsting, der sker i ansigtet – om vi vil det eller ej. Nogle vælger kirurgiske indgreb, men der er altid en risiko, når man skal skære i huden. Det gør vi ikke her, fortæller Karina.

VI KAN HJÆLPE DIG TIL BEDRE RESULTATER

– Vi er uddannede til at kende hudens opbygning indefra og ud og ved, hvordan vi bedst og kærligst tager os af huden – uden at bryde den med en kniv. Og det gælder ikke kun ansigtet – men hele kroppen.

– I dag kan produkterne mere, end man tror, og vi byder meget gerne ind med den viden, vi har – og løbende uddanner os til, lyder det.

– Vi kan hjælpe dig til bedre resultater. Vi kender huden. Vi kender mange af vores kunder og deres vaner gennem flere år. Vi ved, hvad det vil sige, hvis kunden har en særlig livsstil eller et par dårlige vaner, som der skal tages højde for. Det er ikke kun produkterne og deres effekt, vi kender.

– Der er ingen tvivl om, at vi dagligt arbejder med innovative, resultatskabende produkter, som hele tiden er under udvikling. Kunderne forlanger mere og mere – det samme gør vi som fagfolk. Så leverandørerne stilles over for stadig større krav – og det lever dem, der fortsat er på markedet, i den grad op til, siger Karina.

– Det er klinisk bevist.

– Men det er klart, at det kræver, at man vil ofre lidt. Både økonomisk og tidsmæssigt. Det kommer ikke af sig selv. Resultaterne kommer kun, hvis man bruger produkterne.

– Vi ved, at det, vi arbejder med, er godt. Vi er ikke ude på at narre nogen – og alle har jo et spejl derhjemme. Vi ved, hvad der virker – hvis man ved, hvordan man skal gøre det. Og hvem vil ikke gerne være den bedste og lækreste udgave af sig selv?

Lækkert velvære

Duften på klinikken er som altid fortryllende. Man mærker, at her er godt. Smilene er brede og atmosfæren varm. Rent velvære.

Om det er pleje af negle, fødder, hud eller sjæl, så findes produkterne på hylderne til at bruge hjemme eller få hjælp til at bruge her i kabinerne af faglært personale.

Prøver på de lækre produkter står fremme, så duften og konsistensen kan testes.

Her er velkendte brands som Karmameju, der er et helt rent økologisk og blidt produkt. Sensai er japansk og lavet på den fineste silke. Decléor tilbyder et komplet udvalg af unikke plante- og aromaterapibaserede produkter.

Fedtfrysning

Et af de helt nye – og ret efterspurgte – tilbud på markedet er fedtfrysning. Cryo-fedtfrysning.

– Vi har været i Italien og lært alt om fedtfrysning ved hjælp af apparatet, som vi her på klinikken har investeret i, fortæller Karina.

Fedtfrysningsmaskinen er en gennemprøvet teknologi udviklet i Italien. Den er CE- og TÜV-certificeret, og der er stor erfaring i brugen af den fra hele Europa.

– Selve behandlingen er stort set smertefri. Der kan dog de første minutter opstå en ubehagelig fornemmelse, når dellen stille suges ind i apparatets håndtag som et vakuum og nedkøles til minus otte grader. Der kan forekomme lidt rødme i det behandlede område samt blå mærker, men du vil umiddelbart efter behandlingen kunne passe dine almindelige gøremål.

– Her er virkelig en unik mulighed for at komme af med de fedtdepoter, der ikke forsvinder efter en kur eller træning, fortæller Karina.

– Der er tale om en permanent løsning til dig, der vil af med det overskydende fedt, hvis du vel at mærke holder vægten.

Resultatet ses efter fire-seks uger, og cirka 22-30 % af fedtcellerne i det behandlede område går til grunde.

– Vi anbefaler én til fire behandlinger af samme område med cirka seks ugers interval. Hvis du er blevet nysgerrig, er det bare at kontakte os, så fortæller vi gerne om mulighederne, opfordrer Karina Lehmann.

 

Del denne artikel: