De har rejst verden rundt for at finde det efterladte … Ikke mange har samme rejselyst, men Jan Elhøj og Morten Kirckhoff har gjort det til deres varemærke at fortælle historier fra fortiden. Dem, vi måske nok ved findes, men ikke tænker over – de står jo bare der – ”Abandoned” …

 

En mørk aften i Sønderjylland. Adressen kan ikke opgives. Lysene i nabohusene er for længst slukkede. Der er stille. Det nøje udvalgte hus ligger øde hen. Ingen ved rigtig, hvad der sker og hvorfor. Ingen kommer og går. Ingen liv. Ingen lys. Her sker ikke noget. Ingen har kigget indenfor længe.

– Det er det, der er så pokkers fascinerende, lyder det fra de to hovedpersoner, Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, som står bag showet, de har døbt ”Abandoned”, som den 10. oktober besøger Fermaten i Herning.

– Vi opsøger de nedlagte steder. De efterladte huse. De nedlagte arbejdspladser. Huset her i Sønderjylland er som en skygge af sig selv. Kommer man ind i stuen, er der dækket op til kaffe. Forskellen på dette kaffebord og alle andre er bare, at kaffen for længst er drukket. Hyggen er forduftet, og huset er – måske pludseligt – blevet forladt, fortæller Morten Kirckhoff.

– Det er tydeligt at se, at man har lavet kaffen, sat sig ned og nydt den. Men hvad så? Kopperne står der endnu. Resterne af kaffen kan ses i kopperne – indtørret. Der er ikke en dråbe tilbage. Måske er det fordampet. Er man bare gået ud og aldrig kommet hjem igen? lyder det fra Jan Elhøj. Men hvorfor? Hvorhen? Og hvad med personerne på billederne på væggen? De ligner børn og børnebørn. Der må da være nogen, der kender til huset. Kendte dem, der engang levede deres liv her.

VI KRAVLER RUNDT DER, HVOR FLERTALLET IKKE ØNSKER AT KRAVLE RUNDT. VI GÅR IND, HVOR INDEN ANDRE GÅR IND

Ødelægger ingenting

Det er hele essensen af det foredrag, de to herrer, Elhøj og Kirckhoff, byder Fermatens publikum på. Det er også historier som denne, de nu fire bogudgivelser af samme navn som showet, ”Abandoned”, fortæller om.

I ti år har makkerparret besøgt flere end 35 forskellige lande – med dette ene formål at komme derhen, hvor ingen andre er.

– Vi kravler rundt der, hvor flertallet måske ikke ønsker at kravle rundt. Vi går ind, hvor ingen andre går ind. Sjældent møder vi nogen, men det er klart, at det her gør man ikke uden at tage en chance – hver gang. Det er jo ikke sådan, at vi spørger om lov først …

De to taler næsten i munden på hinanden, når først de kommer i gang med talestrømmen.

– Vi spørger ikke, for så er vi ret sikre på, at vi ikke får lov. Men vi ødelægger ikke noget. Vi stjæler ikke noget, og vi flytter ikke på noget. Vi går ind – måske ikke altid ad døren. Men vi bryder ikke noget op for at komme ind. Når vi så er inde, kigger vi os omkring og snakker om, hvad vi ser, og hvordan vi ser det. Vi tager en hulens masse billeder, og, ja, det hænder, at vi overnatter.

Ensomhed

– Eksempelvis i det føromtalte forladte hjem med kaffekopperne. Der kom vi ind i de sene nattetimer, kiggede os omkring og lagde os til at sove. For så at vågne op i den her dagligstue, hvor der burde sidde – eller engang havde siddet – en familie og nyde hinandens selskab sammen med kaffen. Men måske var beboeren en ensom gammel mand eller kvinde, som ingen så. Der kom bare ikke nogen til kaffe.

– Vi har fundet sko i gangen. Fyldte klædeskabe og mad i køkkenet. Strikketøj i sofaen, der afslørede, at her har nogen haft noget for. Det kan føles som at træde ind en bedstemors eller bedstefars hus – men det er bare meget længe siden, de gik. Det er skræmmende og intenst på samme tid. Det er øjenåbnende, men også virkelig sørgeligt, at den slags findes. Men vi ved, at de findes. De ensomme. Men gør vi noget? Hvor er det, de børn og børnebørn blev af? Nu strides de måske om arven – og det er muligvis derfor, alting står som forladt – endnu. Vi ved det ikke, lyder det.

Spøgelseslotte

I Frankrig er det ikke små, efterladte huse, de to aflægger besøg. Her er det store slotte, som helt sikkert engang var smukke, prægtige og fyldt med rigdom. Men i dag står de hen som forladte spøgelseslotte. Ingen tager sig af dem. Ingen giver dem kærlighed, og ingen passer og plejer dem.

– Måske har nogen købt eller arvet jorden, som er en indtægtskilde, men de ser slottet som en udgift. Det er for dyrt at drive og holde ved lige. Omvendt koster det for meget at vælte, siger Jan Elhøj. Men de står lige så forladte. Fuldt møbleret. Alle historierne er der – fuldt intakte. Der kommer bare ikke flere kapitler i de bøger – foreløbig.

I RUSLAND HAR VI OVERNATTET PÅ EN NEDLAGT MILITÆRBASE. HELT SIKKERT IKKE UFARLIGT, HVIS VI VAR BLEVET OPDAGET…

Russisk militær

”Abandoned” handler om det efterladte. De to, Jan og Morten, er nysgerrige på, hvad der gemmer sig inde bag ved.

– Men hvorfor opsøger I ikke historierne? Nogen må jo kende dem …

– Nej nej, vi skal ikke ende med at stå midt i noget. Det er jo ikke altid i private hjem eller privat ejendom, vi kigger ind. I Rusland har vi overnattet på en nedlagt militærbase. Helt sikkert ikke ufarligt – hvis vi var blevet opdaget …

Jan fortæller, at det er det, der giver et kick. Det at sørge for, at man ikke bliver opdaget. At ingen ser én.

– Vi anede ikke, hvad der ventede os. Ingen anelse. Vi vidste, der var tale om militær. Vi kunne se, det var nedlagt, men det var det, vi vidste. Vi blev mødt af en hangar med flyvemaskiner. Gamle maskiner. Det var nærmest som taget ud af den kolde krig. De står bare der. Men hvorfor? Og det var en ret stor base. Vi aner jo ikke, hvad der ellers var.

… Hvad vi ser

Vi er blevet dygtige til ikke at blive opdaget. Det er det halve af det, og der er jo ingen tvivl om, at det giver høj puls. Men vi ér blevet opdaget – mange gange. Alle sanser kører. Vi mærker, vi lever. Jan og Morten har kendt hinanden hele livet. Som drenge skaffede de sig ofte adgang til gamle fabriksbygninger.

– Dengang var der ikke noget formål med det, men i dag er det anderledes. Vi ønsker at vise verden, hvad vi ser. Nogen må da tænke over det samfund, vi har. Alle de ensomme. Alt det, der bare står der. Efterladt. Hvordan kan det lade sig gøre? I dag. I 2018. Det er ikke sådan, vi ønsker at blive gamle. Ensomme – og så bare gå fra hus og hjem. Men hvor går de hen? At vores efterkommere kan traske ind og se, hvad der engang var. Det er jo ganske enkelt sørgeligt.

– Jo jo, det er da ganske grænseoverskridende, men der er så meget at fortælle. Man kan næsten lave en hel film om de informationer, en person efterlader sig i sit hjem. Vi kan jo faktisk se på et efterladt badeværelse, om personen, som engang levede her, var højre- eller venstrehåndet – placeringen af tandbørste og håndsæbe fortæller meget …

”Abandoned” med Jan Elhøj og Morten Kirckhoff kan opleves på Fermaten den 10. oktober.

Se mere på www.fermaten.dk.

JO JO, DET ER DA GANSKE GRÆNSEOVERSKRIDENDE, MEN DER ER SÅ MEGET AT FORTÆLLE

Del denne artikel: