Stilleaften i Ikast Svømmecenter er ensbetydende med dæmpet lys, varme, hygge, dufte og kun lyden af vand, der rammer kanten …

 

Wellness og stilleaften. Der er en verden til forskel på denne og andre aftner i Ikast Svømmecenter. En normal aften byder på vandplask, høj latter, leg og drillerier. En stilleaften – der er der stille. Kun vandskvulp overdøver stilheden.

Der er tændt levende lys på cafébordene. Alle passer sit. Der tales sagte – hviskes næsten.

Den ene banelængde bliver lagt bag svømmerne efter den anden. Nogle nyder varmen i spaen. Andre det varme børnebassin. Så er der saunaen udenfor. Den er næsten et kapitel for sig.

Man skal igennem rummet og ud i det fri for at træde ind i varmen – og denne aften i den helt særlige varme.

Det hedder saunagus. Det betyder, at der ikke bare er tale om almindelig saunavarme, men at der lige skrues lidt op for temperaturen ved at hælde vand og væsker på de varme sten og endvidere ved at svinge henholdsvis et håndklæde og en stor vifte inde i saunaen. Hvis ikke man tror, at dette har nogen betydning, bør man prøve det. Varmen stiger – i øjeblikket dette sker.

Den udendørs sauna med plads til cirka 40 mennesker er fyldt godt op. Der er tre rækker bænke at vælge imellem – og ved man, at man vil have den varmeste plads, skal man være hurtig. Det er de øverste rækker, der er de varmeste – men også dem, der er mest eftertragtede.

Om man sidder på sit håndklæde eller har det om sig, er op til én selv. Der er kun to regler – eller faktisk tre – denne aften.

Man skal være klar til varmen. Man skal være stille. Og så skal man blive indenfor. Hvis man går ud – og dermed åbner døren – ødelægger det nemlig lidt for alle de andre, da noget af varmen hurtigt flyver med ud.

 

Det virker mod sygdom – også mod psoriasis, fortæller en af gæsterne, som understreger, at det føles ganske fantastisk

Magasinets udsendte medarbejdere beslutter sig for at følge strømmen ind i saunaen. Den eneste og måske væsentligste forskel er, at ingen af os har badetøj på … Altså står vi derinde iført jeans og T-shirts. Ikke et passende valg.

Kameraet bliver taget frem. Linsen dugger. Pen og blok er klar, og der skrives, men blækket holder ligesom op med at virke for en stund – i varmen.

Ikke helt ”klædt på” til opgaven – på flere parametre, kan man sige. Men oplevelsen af,hvad det er, der er så eftertragtet, fik vi.Gusmesteren hælder vand på. Og så en duft – anden omgang af i alt tre – af jordbær. Det er ingen i tvivl om efter et kort øjeblik. Herligt. Varmen rammer en, og duften omfavner en. Mere vand. Nu mentolduft. Det renser. Ja, det gør det …

Der bliver op til 70 grader i saunaen denne aften. Nogle kigger rundt. Andre lukker øjnene. Et par stykker mediterer.

Man sidder tæt. Pladsen er trang. Varmen er tung. Stilheden rammer. Dybe suk og veltilpashed rammer gæsterne. Sveden løber af dem – og af os. Vi må kapitulere og hurtigt snige os ud af lokalet. Vi koger.

Pause. Gæsterne kommer ud. Fem minutters pause. Så er de klar igen. Fotografen prøver også igen – med lidt mere held.
– Det virker mod sygdom – også mod psoriasis, fortæller en af gæsterne, som understreger, at det føles ganske fantastisk.

Måske man skulle prøve med en tur i den infrarøde sauna i stedet. Knap så varmt – og dog. Her er varmen bare anderledes. Den trænger ind på en anden måde – den kommer ligesom helt ind i knoglerne.

Svømmecenterleder Jesper Harder er glad.
– Stilleaften er noget helt specielt. Man er afslappet. Alt er roligt. Det er børnefrit. En kæresteaften. Eller bare en aften alene i stilheden med vandet – eller varmen. Det er en sikker vinder. Der er altid mennesker, lyder det.

Del denne artikel: