Stafet for livet – et ganske glimrende navn på en virkelig helt fantastisk oplevelse. I en weekend i august deltog undertegnede for første gang i Stafet for livet-arrangementet i Herning. Et a rrangement i Kræftens Bekæmpelses regi, som strækker sig over 24 timer – af den simple grund, at kræftramte kæmper 24 timer i døgnet

 

Denne artikel er måske nok lidt en personlig historie – noget, man ellers som journalist skal passe på med. En journalist må jo kun have en mening, hvis man er anmelder … Men jeg kaster mig nu alligevel ud i det – om ikke andet, så fortjener arrangementet positiv omtale – og det er det eneste, jeg kan give … Jeg havde meldt mig til et hold. Jeg ønskede at være med. Af flere årsager. Det er en god sag. Jeg har altid støttet Kræftens Bekæmpelse – både som indsamler og økonomisk. Men dette arrangement – i år – var lidt anderledes. I januar i år havnede jeg selv i en kræftpakke. Jeg fik ikke konstateret kræft, men et forstadie dertil. Svær dysplasi, hed det, fortalte lægen. De satte mig i en kræftpakke for at fremskynde behandlingen, så diagnosen ikke ændrede sig til den, man ikke ønsker at få. Allerede få dage efter var vi i gang. Systemet virker!

 

FIGHTER

Af den grund havde jeg tilmeldt mig som ”fighter” til Stafet for livet. En fighter er en, der er eller har været ramt af kræft. Jeg gjorde mig mange overvejelser om det at tilmelde mig som fighter. Jeg er jo ikke syg som
mange andre, jeg – og man – ser, kender, holder af eller hører om. Men jeg var nu selv havnet i en kræftpakke. Stafet for livet begyndte på Torvet i Herning lørdag middag. Her fik vi fightere udleveret den gule
fighter-T-shirt. Vi var 91 i gult. Jeg stod med T-shirten i hænderne et øjeblik. Det føltes lidt forkert. Særligt når jeg så mig omkring. Der var jo kvinder og mænd, der så mere syge ud end mig. Men jeg havde fået at vide, at jeg var ”berettiget” til at være i gult. Og at der ville ske noget ganske særligt, når jeg trak den over hovedet. Det gjorde der. Halsåbningen var ikke nået ned til halsen, før tårerne løb. Der var folk nok at kramme. Nogle havde prøvet det før, andre var nye i det. Krammene var gode – og hjertevarme. På en eller anden måde forstod vi hinanden – hår eller ikke hår. Vi kæmpede sammen.

 

EN HYLDEST

Sammen fulgtes vi fra Torvet til atletikstadionet. Trafikken blev holdt tilbage, som var vi en flok demonstranter. Nogle stod med flag i vejsiden. Andre klappede. Det var ligesom en fest. Vi hyldede noget og nogen. Det var ikke svært. Det var livet, vi hyldede. På pladsen var der åbningstaler ved prominente personer. Smukke ord blev sagt, men med al respekt for dem – Kenneth Mikkelsen, Carsten Kissmeyer og Helge Sander – så ramte talen fra en anden fighter mig mere. Hun havde selv kæmpet – længe. Den kamp var vundet. En anden kamp havde taget over. Hendes datters kamp. Hun fik konstateret leukemi som 9 årig. Datteren stod ved sin moders side på scenen. At gengive hendes valgte ord er umuligt. Enormt rørende og så smukt. Himlen åbnede sig, og regnen stod ned midt under talen. Ubarmhjertigt, syntes man, men meget billedligt. Sådan er kræft nemlig også. Man ved ikke, hvornår den rammer.

 

DE GULE

Der er meget at fortælle. Vi fightere blev inviteret ind til en fælles middag. Så lækkert. Så fint og så hjerteligt. Vi var sammen. Bare os. Uden for teltet var løbet skudt i gang. Det var vores pårørende og dem, der holdt af os, der løb. Fordi de ønskede at gøre en forskel – for os og imod sygdommen. Snakken gik. Vi drøftede sygdommen og frifindelsen. Behandlingerne og tankerne. Følelserne og angsten. Men der var latter – og mange kram. Grupperne havde kunnet leje en skyboks, og her sad hver gruppe med kaffe, kage, brød og snak. Der var en varme på pladsen, som jeg ikke havde oplevet før.

På en eller anden måde forstod vi hinanden – hår eller ikke hår. Vi kæmpede sammen

De gule trøjer var overalt, men man var ikke mere eller mindre, fordi man havde den på. Man havde blot en historie med sig og var en af dem, de andre ønskede at hjælpe. Smukt.

 

HVERT SKRIDT TALTE

Løbebanen er – som de fleste ved – 400 meter. Det tæppe blev godt slidt. Der var et liv og en vilje på de baner, som man ikke ville tro fandtes, hvis ikke man selv havde været der. Hver omgang gav retten til at trykke på kliktælleren for sit hold. Hver runde gav indtjening til Kræftens Bekæmpelse, så hvert skridt talte. Nogle gik. Andre løb, nogle på løbehjul. En anden mulighed var at tage den lidt længere rute – 3,6 km. Det betød, at man kom lidt væk fra stadion, men også, at man måtte klikke hele ni gange, når man kom tilbage. En sejr i sig selv. Timerne forsvandt. Snakken gik. Benene løb. Der blev drukket kaffe, spist og udvekslet historier – også om alt andet end kræft. Hele tiden kunne man se nogle, der krammede. Nogle, der grinte, og nogle, der græd. Kærlighed var der meget af.

 

LYSCEREMONIEN

Da klokken blev 21 lørdag aften, stoppede løbet for en stund. Alle samledes foran scenen. Der var musikalske indslag. Endnu en smuk tale fra en fighter og så et minuts stilhed … Vi stod med hinanden i hænderne. Tårerne trillede. Det var næsten ikke til at rumme. Alle havde én eller flere i tankerne. Måske den eller dem, man tidligere på dagen havde købt, tegnet og skrevet på en lyspose til. 650 små hvide poser med et lys i hver var nu stillet op hele vejen rundt om løbebanen. En pose med en personlig tekst på til en, man havde kær. En, der kæmpede. En, der havde vundet kampen, eller en, der havde tabt … Én pose sagde det hele: #FuckCancer.
Hver tekst på hver pose blev læst. Alle gik. Ingen løb. Man fandt sin egen pose og faldt over andres. Igen trillede tårerne. Efter kort tid blev stadionlyset tændt og løbet genoptaget. Der var jo mennesker, der skulle løbe hele natten. Nogle kørte hjem og tog et hvil, andre blev. Det var på en eller anden måde svært at tage af sted. Også bare for nogle timers søvn. Man ville gerne blive.

 

VI GØR DET IGEN

Næste morgen da jeg kom tilbage og nød morgenmaden sammen med mit hold, oplevede man med det samme stemningen. Nok havde det regnet – igen – og lysene i poserne var for længst brændt ud, og poserne
var blevet en smule slatne – men de stod endnu. Symbolikken i det kunne jeg nu godt lide. Man oplevede mennesker, der bare kom forbi. De ville gerne opleve det. Ville gerne være med og bidrage – bare lidt. En familie var på vej til bageren efter morgenbrød og tænkte, at de da lige kunne tage en omgang eller to. Ud på flere løbeture. Et par sammen og et par alene. Hvert klik talte stadig. Tankerne stod i kø – sammen med følelserne. Overvældende. Klokken nærmede sig 12 søndag middag. Igen samledes fighterne. Denne gang for at få en ballon hver. Efter en fællessang og et par ord mere fra formanden og konferencieren blev der talt ned. Ballonerne blev sluppet fri – sendt til himmels – smukkere bliver det vist ikke …

Til alle jer, der var med, til alle jer med-fightere – til alle jer, der gjorde den oplevelse mulig: TAK! Vi gør det igen næste år – og #FuckCancer

 

NYE BEHANDLINGSFORMER

I min egen lille historie har jeg oplevet nye behandlingsmuligheder, som jeg endnu ikke har mødt nogen andre, der har hørt om. Behandlingerne er nye, men det betyder ikke, at de ikke virker – det har de – i hvert fald indtil skrivende stund – gjort. Jeg er ikke ude af pakken, men godt på vej. Men som en af speciallægerne sagde til mig: ”Hvis vi putter 200 kroner i indsamlingsbøssen i stedet for 100 kroner, så udvikler forskerne andre midler mod sygdommen end kemo, stråler og operation.

Del denne artikel: