Hotel Medi er vant til at have gæster – ikke kun til frokost, middag og overnatning, men også til livets store fester. Værtsparret, Vinnie og Jesper Olesen, ved, hvad det vil sige at være vært og samtidig falde helt i med tapetet – et bryllup handler nemlig om at kræse om hovedpersonerne

 

Det er lørdag den 11. august 2018. Klokken nærmer sig 17, og her er gæsterne inviteret til bryllupsmiddag på Hotel Medi i Ikast. Brudeparret eller ægteparret, som de denne dag er blevet Joan Sivebæk Markvardsen og Søren Markvardsen, eller hr. og fru Markvardsen, har inviteret 60 gæster. I gårdhaven bliver de alle budt på et glas. Snakken går, og stemningen er varm. Brudeparret smiler, og man mærker, at nerverne har lagt sig. Nu skal det hele bare nydes sammen med de nærmeste.

Klokken var lidt før 13, da bruden dukkede op i Herning Kirke, og kirketjeneren udtrykte, at hun kom til tiden … Det sker vist ikke så ofte i Guds hus … men det er der jo en traditionel forklaring på. Mange gæster havde taget plads i kirken. Iklædt smukke kjoler og moderne jakker. Flaget udenfor var hejst. Skyerne truede denne dag, men solen skinnede. Et kig ind i rummet, hvor bruden, Joan, gemte sig. Nervøsiteten var der som forventet. Men smuk så hun ud – meget smuk. Ved alteret havde gommen, sikkert også nervøs, sat sig ventende og med øjnene stirrende mod døren. Så skete det. Musikken afslørede det. Her kom hun, dagens midtpunkt, bruden. Gåturen, de fleste piger drømmer om. Trinene ned ad kirkegulvet med sin far under armen. Op til ham, hun har valgt i medgang og modgang. Ham, hun elsker. Kære Joan og Søren, lød det fra præsten. Nu er det dagen – dagen, I har glædet jer til. Jeres bryllupsdag.

Frieriet

Dagens hovedpersoner har kendt hinanden i mange år, før de blev kærester for seks et halvt år siden. De mødtes på HF i Herning. Faktisk tog vi til en gallafest på gymnasiet som hinandens partnere, fortæller Joan, da Magasinet X-Klusiv møder parret noget tid forud for brylluppet. Og pludselig så Joan på Søren i et helt andet lys. Han så sgu supergodt ud, siger hun med et meget bredt smil. Vi mødes et par gange, og det blev til overnatninger og omveje på vej hjem fra byen. En masse hemmeligheder i noget tid, men den 18. januar 2012 så verden de to som et par. Otte måneder senere flyttede de sammen, og i 2017 gemte Søren på ringen i to måneder. Faktisk havde jeg den altid med mig. Også på arbejdet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af den. Frieriet skete i sommerferien på Bornholm, fortæller Søren, som faktisk måtte gå til bekendelse over for en tolder ved ankomsten til Bornholm. Joan skulle jo nødig se ringen, bare fordi en tolder opdagede, at jeg havde noget uskyldigt væske i min taske. Der var jeg virkelig nervøs. Ingen opdagede noget. Solnedgang. Sommer. Bornholm. ”Vil du gifte dig med mig?” skrev Søren i sandet, mens Joan havde lukket sine øjne. Ja, faktisk hørte jeg ikke svaret … Men det var godt. Og så frem med telefonerne. Alle skulle vide det, griner de to.

Vi er gode sammen

De to har kendt hinanden i mange år. Parret bor i Herning. Joan er uddannet frisør i Ikast, og Søren er pædagog. Søren beskriver sin kæreste – nu hustru som smuk, omsorgsfuld og kærlig. Hun tænker på andre, før hun tænker på sig selv. Og så griner hun af mine jokes … Jeg ved bare, hun er den rigtige for mig. Vi er gode sammen. Vi er gode til at snakke sammen, men også gode til at give hinanden plads, hvilket jeg synes er enormt vigtigt, siger Søren. Søren er bare det bedste menneske, lyder det fra Joan. Han er ikke alene en god kammerat, men også enormt god til at mærke og se andres behov. Og så har han humor – til tider for meget, griner Joan. Du er den, jeg bare slet ikke kunne forestille mig ikke at være kærester med, og inden længe er du min ægtemand. Det er lidt vildt, lyder det.

Varmeste anbefalinger

Forud for brylluppet er der noget meget vigtigt, der skal på plads. Ja faktisk en hel del. De to er sammen om beslutningerne. Der laves to-do-lister, sættes flueben og laves flere lister. Invitationer håndlaves. Gæstelister. Der skal forberedes en bryllupsreception og en bryllupsfest. Parret har en stor bekendtskabskreds og vil gerne have alle med, men da det ikke er muligt, har Joan og Søren valgt, at der mellem selve vielsen i kirken og middagen på Medi skal være en reception, hvor flere kan deltage. Valget er faldet på Hotel Medi, da Joans forældre tidligere har deltaget i et bryllup på Medi og kun har de bedste anbefalinger fra den aften. Vi har naturligvis søgt rundt omkring, men mine forældre har talt stedet op, så vi tog ud og kiggede på det og har snakket med værtsparret, Vinnie og Jesper. Det virker enormt indbydende, lyder det. Forud for en bryllupsfest skal man finde frem til en menu. Alt skal gå op i en højere enhed på sådan en dag. Det skal være rigtigt, fortæller Vinnie Olesen fra Hotel Medi, som derfor bad parret komme til en prøvesmagning. Joan og Søren tog deres respektive forældre med og fandt ud af, at deres valg – godt vejledt af både kokken og værtsparret – var det rigtige.

Kjolen

Noget andet er kjolen. Et kapitel for sig. Dagen, hvor kvinden er brud – måske for den første og eneste gang i sit liv. Den dag, hvor man som voksen må lege prinsesse. Jeg har købt kjolen i Silkeborg. Jeg havde naturligvis en idé om, hvad jeg ønskede, og efter at have prøvet fem-seks kjoler faldt jeg for denne, fortæller Joan, som i Sørens selskab er meget påpasselig med, hvad hun afslører. Kjolen bliver opbevaret hos Sørens forældre indtil dagen. Og er gemt godt, siger hun med et smil. Magasinet X-Klusiv fik dog lov til at smugkigge, da vi fulgte med Joan til skrædder hos Melikas Skrædderi i Silkeborg. Et par småjusteringer, som Melika kaldte det. Andre i lokalet syntes, det virkede til at være et større arbejde at skulle korte i en meget smuk kjole med masser af blonder …

Planlægningen

Fem ugers tid før den store dag mødtes Joan og Søren igen med Vinnie Olesen på Hotel Medi. De sidste forberedelser og aftaler skulle på plads. Hvordan skal bordene stå? Skal de være ovale eller runde? Placering af brudeparret. Blomster og bordpynt. Hvilke vaser? Farver? Duge? Der er altid mange tanker, når man står over for denne dag, lyder det fra Vinnie. Og klart. Man har jo som oftest ikke prøvet det før. Her kan vi byde ind med masser af erfaring. Hvad fungerer, og hvad gør ikke? Hvad er etikette, og hvad er no-go? Efter en lille times snak og en kop kaffe på en herlig sommerdag er de sidste ting på plads. Parret skal såmænd bare gå hjem og glæde sig, lyder det fra værten.

Den store dag

Døren til kirken går op. Gæsterne rejser sig. Ind træder Joan i den smukkeste kjole med sin far under armen og fulgt af sine søstre. Nu er dagen her, siger præsten. Sammen står I på en bakketop. Bagude ligger en
Hjertelig tillykke med jeres kærlighed. Og så tilspørger jeg dig, Søren Markvardsen. Vil du have Joan Fløe Sivebæk Kristensen, som ved din side står, til din ægtehustru? – Ja. Og ligeledes tilspørger jeg dig, Joan Fløe
Sivebæk Kristensen. Vil du have Søren Markvardsen, som ved din side står, til din ægtemand? Inden bruden når at svare, ser dagens kirkegængere og bryllupsgæster, at Søren – med ryggen til disse – løfter sin højre hånd op i luften. Han krydser pegefinger og langemand. Alle ser det. Alle holder vejret.
– Ja, svarer Joan.
De krydsede fingre afl øses af en knyttet hånd – som tegn på sejr. Kirkerummet fyldes af hjertelig latter.
– Så forkynder jeg jer nu ægtefolk at være.
Der kysses, udveksles ringe, knæles, og parret velsignes.

Bryllupsmiddagen

Der er gået et par timer, siden to kærester blev til ét ægtepar. Hr. og fru Markvardsen. Receptionen er veloverstået, og den overdådige bryllupskage fra Kager Med Sjæl er smagt. Tiden er inde til middagen på Hotel Medi. I salen er bordene smukt dækket. Alle har deres pladser – med smukke bordkort og en bordplan. Blomsterne er friske, og lysene er tændt. Gavebordet er fyldt op, og der er velkomstdrinks i glassene, som indtages i gårdhaven. En smuk, lun sommereftermiddag omfavner parret. I køkkenet er kokken klar. Forretterne er anrettet, og tjenerne venter kun på, at gæsterne tager plads. Da det sker, og gæsterne har rejst sig for
brudeparret, som naturligvis kommer ind arm i arm, byder gommen velkommen og overlader ordet til dagens toastmaster, som opfordrer til, at alle er med til at give Joan og Søren verdens bedste dag. Og beder gæsterne holde sig fra at klippe i både slips og slør …

Jesper Olesen byder efterfølgende velkommen og gennemgår dagens menu. Så er vi i gang. Musikken spiller, og tjenerne serverer. Brudeparret har overgivet sig – roen har sænket sig. De hygger. Deres bedste dag er i fuld gang – og de nyder det. Vi giver dem ro. De er i trygge hænder.

Efterfølgende er der tikket en besked ind fra brudeparret:

En fantastisk dag! Alt var perfekt, lige ud over at det regnede, da vi skulle have taget billeder … Hotel Medi – Vinnie, Jesper og deres personale – levede fuldt op til vores forventninger, og alle gæsterne roste maden til skyerne. Desuden var der et godt samarbejde mellem Jesper og toastmasteren. Det gjorde bare, at festen forløb fuldstændig som planlagt

Magasinet X-Klusiv ønsker brudeparret hjertelig tillykke og ønsker dem alt det bedste.

Del denne artikel: