Hos LJ Montage ApS i Ikast begynder dagen før hos de fleste andre. Tømrermester og indehaver af virksomheden Lasse Jensen er gerne på værkstedet allerede mellem kl. 4 og 5 – ikke af pligt, men fordi han virkelig er vild med sit arbejde. En glæde, der smitter af på de ansatte

 

Man skal stå tidligt op, hvis man vil drikke morgenkaffe med 37-årige Lasse Jensen. På denne onsdag i august er han stået op kl. 3:30.
– Så kan jeg være på værkstedet kl. 4, og på det tidspunkt er der ro, fortæller han. Det gør, at jeg lige får ordnet en masse, inden teamet møder ind, og opgaverne påbegyndes.

Tilbage i 2005 tog Lasse chancen. Han anskaffede sig en firmabil og fyldte den med værktøj. Der var nok at lave, og for ham er passionen at skabe noget og yde den bedst tænkelige service. På det tidspunkt lå der allerede otte års erfaring i faget på rygraden. De første år var LJ Montage et enkeltmandsfirma, men i løbet af 2010 kom den første medarbejder til.
– Først én, så to og i dag er vi ti mand, fortæller han. Faktisk er vi på jagt efter flere. Vi kunne sagtens bruge et par hænder mere, men det er svært at få gode, kvalificerede medarbejdere i dag. Så hvis der sidder et par gode tømrere derude, så kom endelig forbi, lyder opfordringen. Vi har allerede masser af opgaver i bogen det næste lange stykke tid, og der skal altid være plads til at tage mere ind.

Smil, tag skoene af, når du besøger en kunde og lyt. Det er udgangspunktet, hvis man bliver inviteret inden for i andres hjem

Lasse Jensen

Den bedste service

LJ Montage udfører alt inden for tømrerfaget. Fra små reparationer til nybyg.
– Skal fru Hansen have skiftet en fodliste, kommer vi gerne. Skal fru Hansen have bygget nyt hus, giver vi gerne et tilbud, og vi påtager os meget gerne hele entreprisen, så det kun er os, hun skal have dialog med, lyder det. Intet er for stort, og intet er for småt. Lasse og teamet har både erhvervs- og privatkunder. Store som små kunder.

– I ringer bare, så kommer vi, lyder det.  Øverst på agendaen i arbejdsgangen står der ”service”. Hele tiden: Tænk service, siger Lasse. Det betyder alt. Vi er og vil være de håndværkere med den bedste service, man kan tænke sig. Smil, tag skoene af, når du besøger en kunde, og lyt. Det er udgangspunktet. Hvis man bliver inviteret inden for i andres hjem for at udbedre en skade eller forbedre deres hjem, så handler det i høj grad om kemi og ordentlighed. Det yder vi. Vi gør mere end vores bedste. Det forlanger jeg af mine folk, siger Lasse.

– Til gengæld får de ret fri tøjler, og vi gør det, vi hver især er bedst til – så vidt muligt. Jeg er overbevist om, at hvis man som medarbejder laver det inden for faget, man synes er sjovest, leverer man det bedste stykke arbejde. Det hænger sammen. Og vi går ikke ned på kvalitet.

 

Baglandet i orden

Værkstedet på Rømersvej indeholder meget af det, de fleste mænd drømmer om. Et par store maskiner, der kan noget. Der ligger nogle muskler bag, og tingene bliver gjort ordentligt. Maskiner, der kan få ethvert
hobbyværksted til at blegne.

– Vi er faktisk sjældent her i huset. Det hele foregår jo i kundernes hjem eller på byggepladsen. I øjeblikket har vi et par mand i fuld sving med nybyggeri i Isenvad. Vi har folk uden for kommunegrænsen, og vi kører gerne langt for at gøre vores arbejde. Fyn og Sjælland ses vi jævnligt på. Det kan give liggedage ude, men det er vi sammen om. Også jeg tager af sted. Lasse står aldrig stille. Der skal ske noget. Noget skal skabes. Saves eller skæres. Samles. Bygges. Arbejdsdagen er lang, men kun fordi han nyder hvert et øjeblik af den. Men også fordi baglandet er i orden. Hustruen, Anne, passer kontordelen i LJ Montage og sørger for, at der er styr på regnskabet.
– Uden at hun tog sig af det og vores tre små børn samt alt, hvad der hedder huslige pligter og ansvar, kunne det her ikke fungere, siger han med et smil.
– Jeg gør, hvad jeg kan for dagligt at være hjemme mellem klokken 17 og 20 på hverdage. Det er børnetid – og det kommer før alt andet. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan være videre på job, når de er lagt i seng. Det er en passion. Det er en hobby og en drøm. Jeg er glad. Når der er glæde på hjemmefronten og glæde på arbejdet, så er jeg glad og tilpas, afslutter Lasse.

Det er en passion.

Det er en hobby og en drøm.

Jeg er glad

Del denne artikel: