29-årige Thomas Haurum præsenterede engang sin virksomhed WeMarket som et lille webbureau. Der er så sket ting siden. WeMarket er i dag en stor medspiller hos mange voksende virksomheder, og med dens knowhow og netværk roses virksomheden blandt kunderne for at have en stor andel i diverse vækstrater

 

I et åbent kontorareal – der allerede er for småt – i en bagbygning på Eli ChristensenVej i Ikast hører virksomheden WeMarket til. Her sidder 15 fuldtidsansatte og tre praktikanter. Alle bag deres skærme og
gerne med headphones på. Der er stille. Alle arbejder dybt koncentreret – medmindre man træder ind, når klokken er 14, for så er det pludselig blevet en helt anden arbejdsplads. Det vender vi tilbage til. Det handler om webdesign og implementering af nye hjemmesider. Om rådgivning om, hvilken platform man bør vælge afhængig af den enkelte virksomhed. Om søgemaskineoptimering og AdWords. Om at komme til tops på Google. I bund og  grund handler det om markedsføring. Og der findes pakker til alle.

For små otte år siden fandt Thomas Haurum sammen med en makker ud af, at det med at lave små videoer af mennesker og af virksomheder kunne noget. Det var en anden måde at vise sit virke frem på. Dengang.
– Vi var så småt i gang med Facebook, fortæller han.
– Dengang kunne man annoncere gratis på den platform, men til gengæld var vi ikke så mange, der var på. Verden ser noget anderledes ud i dag. Den kamp, man kæmper i dag – om at blive set, hørt og valgt – kan føles som en kamp mellem David og Goliat, medmindre man ved, hvad man har med at gøre, og tør tage nogle chancer. Tænke nyt, mener jeg. Med den fart, verden har på i dag, skal man være first mover, hvis man vil frem.

Meromsætning

WeMarket er for alle – til alle. Mange store virksomheder benytter sig af Thomas og hans folk – og ikke mindst deres ekspertise inden for branchen.
– Vi har kunder i hele landet, men da vi holder af at have den personlige kontakt, er det naturligvis størstedelen, der er i området omkring Midtjylland, lyder det. Vi synes, det er en afgørende faktor, at kunden ved, at vi er tæt på. At vi kan komme forbi og hilse på og se til, at alt er vel. Måske ændre lidt i et par ting, så det hele passer ind, fortæller Thomas.
– Der er ikke stangvarer på hylderne. Vi skræddersyr pakkerne til den enkelte virksomhed, for det, én business har brug for, er ikke nødvendigvis det, en anden behøver. Også derfor er den personlige kontakt vigtig.

– Hvad er det så, vi sælger? Tja, vi sælger meromsætning for kunderne. Det vil sige, at hvis man googler en tømrer, så er man måske nok tilbøjelig til at tage den øverste eller måske den, der kommer ind som nummer to. Derfor er det supervigtigt at ligge der. Det kan vi hjælpe med. Vi kan få den placering ud fra et par velvalgte ord om virksomheden. Det er såmænd det hele. Lige til, lyder det med et smil. Det handler om at skabe merværdi for kunderne. At de bliver set. At vi sørger for, at deres kunder finder dem og bliver mindet om dem. Hele tiden. Eksempelvis via de sociale mediers platforme. Hvis man ved, hvordan man kan bruge dem, er der virkelig kunder og dermed omsætning at hente. Vi arbejder for glade kunder. Det giver flere kunder.

MED DEN FART, VERDEN HAR PÅ I DAG, SKAL MAN VÆRE FIRST MOVER, HVIS MAN VIL FREM

Thomas Haurum

Intet arbejde med hjem

– Nogle vil kalde os nørder. Det er også o.k. Vi siger, vi arbejder inden for kommunikation og grafik. Vi er alle på kontoret utrolig vilde med, hvad vi laver – det er derfor, vi sidder bag skærmen otte timer dagligt. Og
vi kunne nu sidde der længere, men jeg vil have, at personalet trives og holder fri, når de skal holde fri. Derfor arbejder vi også kun 8-16. Jeg beder mit personale om ikke at tjekke mails fra kunder, når de går hjem. Intet aften- eller weekendarbejde.

Vi er på i hverdagene. Men det forventer jeg så også, at de er. Forskelligheden på kontoret er ikke til at overse. Men det bringer kun en didisatet ind i hverdagen og ikke mindst i arbejdet. Ikke alle kan det samme. Nogle er supergode til det grafiske. Andre kan underlige koder til det ene og det andet inde bagerst i systemerne, mens nogle er bedst til at sælge eller skrive. Sammen kan vi hele pakken. De er nemlig supergode hver og én.

Kropslige udfoldelser

Lokalet, som i dag huser bureauet, er for småt. Antallet af medarbejdere er vokset, og der er brug for mere plads. Det arbejdes der på.
– Jeg tænker, at vi rykker et par husnumre op eller ned ad gaden. Vi kan sagtens vækste endnu mere de næste år og vil gerne endnu mere, så plads skal der til, siger Thomas.
Tilbage til, hvad der sker klokken 14, hvor pladsen bliver endnu mere trang. En mail tikker ind hos samtlige medarbejdere – og hos chefen. Så er det op af stolen. Der skal laves gymnastiske øvelser.
– Det kan virke en smule grænseoverskridende, men alle er jo med, og ingen af os er bedre end andre. Det er totalt fedt – og sjovt, fortæller Thomas.
Programmet i mailen viser og fortæller, nøjagtig hvilke øvelser der skal laves, og hvordan de skal udføres for at gøre godt.

– Det gør noget. Det gør noget godt – både ved krop og sjæl. Vi griner, mens vi rører os. Vi kommer op af stolen og får brugt kroppen. Det varer kun lige fem-ti minutter, men det gør virkelig godt. Så er vi klar igen. Flere opgaver venter – nu med fornyet energi.

SAMMEN KAN VI HELE PAKKEN

Del denne artikel: