Uhrskovs ITALIEN

Anders Uhrskov har været på rundtur til vinhuse i Italien. Her er en rejsedagbog fra en uge med spændende oplevelser.

Når man på egen hånd har set og oplevet, hvor vinen kommer fra, bliver det lettere at formidle sin viden til kunderne. Derfor tager Anders og Kristian fra Uhrskov Vinhandel hvert år en del uger på rejser rundt i vinens verden. For at se, smage og opleve på første hånd, hvordan deres nye og gamle leverandører producerer de vine, brødrene sælger i deres forretning.
Og for at få den lokale kultur og stemning ind under huden. I år var Anders Uhrskov på rundtur i Italien sammen med godt 30 andre vinhandlere fra hele landet.
“Det var en kanonoplevelse, hvor vi fik set store dele af Italien. Også steder hvor jeg ikke er kommet så meget. Jeg var positivt overrasket over, hvor dejligt og naturskønt det var. Jeg sætter stor pris på den autentiske kvalitet, man møder. Der er meget mere passion her.
Vi kommer selvfølgelig i områder, hvor der ikke er så mange turister, og derfor får man det ærkeitalienske med sig,” fortæller Anders Uhrskov. Vi har bedt ham fortælle kort om turen i dagbogsform.

LØRDAG: Bolgheri
“Vi startede med at rejse til Bolgheri i det vestlige Toscana. Castello di Bolgheri er et meget traditionsrigt hus, der er blandt pionererne i området. Vinene er cabernet-baserede. Lidt utraditionelt, men det er kraftige og intense vine, der brager frem lige for tiden. Området er fantastisk flot og naturskønt. Vi er ude på markerne og mærke jorden, og nede i kældrene for at se de nye franske egetræsfade, han er begyndt at bruge for at gøre vinen mere let og lækker i stilen. Ja, det er lidt nørdet.”
” Jeg var positivt overrasket over, hvor dejligt og naturskønt det var. Jeg sætter stor pris på den autentiske kvalitet, man møder. Der er meget mere passion her.

SØNDAG: Siena
“Et par timers kørsel til den absolutte hovedby i Toscana. På vejen stopper vi ved Tenuta Montegiachi, der laver nogle fantastiske Chianti vine. Den aktuelle 2007 årgang har opnået de “magiske” tre glas i Gambero Rosso – og er dermed blandt Italiens allerbedste vine. Det er familieejet, og vi mødes naturligvis af herren i huset, men også af hustru, børn og bedsteforældre. Hele familien står klar med diverse italienske specialiteter, mens vi smager vinene og får et flot kig ud over markerne.”

MANDAG: Montepulciano og Montalcino
“Vi besøger først en af Montepulcianos fø-rende producenter, Cantina DEI. Maria Caterina Dei er en ‘jetsetter’, der hænger ud med de kendte og ofte ses i medierne hernede. Men hun var faktisk helt nede på jorden. Vi er med hjemme i privaten og smager selvfølgelig hendes vine ude i hendes have. Vi ser også det helt nye vineri, de er ved at bygge. Dei-familiens hovedaktivitet er marmor, så alt er lavet i travertin. Loft, gulve, vægge. Det er enormt flot.”

“Derefter videre til Montalcino til det lillebitte vinhus Poggiarellino. Her er det Brunello-vin det drejer sig om. Vi kunne godt tage hele deres produktion, hvis det var, men de fordeler det til tre lande. Vineriet er meget lille og kun med to tanke, og de der driver det, er vel mellem 65 og 70 år. Det viser endnu en gang, at kvaliteten skabes ude i marken, og at selve fremstillingen af vinen kræver ikke en masse avanceret udstyr og teknik. Er druerne i top klarer naturen resten. Kvaliteten er i hvert fald helt i top. Stilmæssigt er det en meget interessant og ærke-klassisk brunello, der besidder den oprindelige autenticitet, som ellers kan gå lidt fløjten hos store producenter.”

TIRSDAG: Modena og Venetto
“I Modena besøger vi Lambrusco-producenten Zanasi. Vi er virkelig i et bondeområde, der er fuldstændig selvforsynende med alt. Normalt er jeg ikke så meget for Lambrusco, men i denne kvalitet kunne jeg blive afhængig af det. Samtidig er det utroligt charmerende med italienske pølser, store møllehjul af parmesanost og topbalsamico, de også selv laver. Vi fik helstegt pattegris lavet på en helt speciel måde. Rigtig spændende, både fordi det var specielle vine, men også fordi det var drevet af familie og venner. Det var ikke fine jakkesæt og slips, men det virkelige og autentiske Italien. Det rustikke vi så godt kan lide.”

ONSDAG: Valpolicella
“Vi besøger ‘vores’ Amarone-hus, Tedeschi. Det er et hus med en meget klassisk tone og noget af det vin, der er mest tro mod området. Det er også et af de huse, der slås for den autentiske Amarone og kæmper mod de billige udgaver, der desværre oversvømmer det danske marked. Ægte Amarone kan aldrig være en billig vin. Druerne er luftørrede, og alene der mister man over 30% volumen. Omvendt er en ægte Amarone, som den familien Tedeschi laver, en stor oplevelse. Både kraftfuld og elegant.

TORSDAG: Bolzano
“Vi er helt oppe i Norditalien i Sydtyrol, der grænser op til Østrig. Vi starter med en tur i bjergene, og det er fantastisk flot. Et af de områder, man som turist nok burde benytte sig mere af. Cantina Terlano er en af områdets topproducenter. Vi smager 14-15 vine, hovedsagelig hvidvin, og de er suverænt gode. Blandt de bedste i Italien. Ikke mindst den mineralske og klingende præcise 2010-årgang er fantastisk. De har desuden en specialproduktion af asparges, som vi også lige er ude og købe lidt med hjem af.”

FREDAG: Alba
“Det besøg jeg så mest frem til. Huset Massolino er en af de mest klassiske Barolo-producenter, og Franco Massolino er en af superstjernerne hernede. Han er en af kanonerne i den absolutte elite. Men man møder en ganske ung fyr, der er så ydmyg og gæstfri, at man tror det er løgn.
Han viser selv rundt og fra en balkon med udsigt over dalen udpeger han de forskellige berømte marker. I den her kvalitet af vin er soleksponeringen på den enkelte mark helt afgørende. Helt ned til hvilken parcel man ejer på den enkelte mark. Massolinos Baroloer er fantastiske – og præcis som med Tedeschis Amaroner er det her den ægte vare, der kvalitetsmæssigt rager tårnhøjt op.”

LØRDAG OG SØNDAG: Afsked
“Inden vi flyver hjem fra Milano, besøger vi Italiens næststørste producent, Terre da Vino, bare for at få tingene i perspektiv. Det er en topmoderne, industriel produktion. Den diametrale modsætning til den helt lille producent, vi besøgte. Men basalt er håndværket det samme, blot skaleret op i en helt anden størrelse. Kvaliteten er god. Rigtig god endda, men måske uden det personlige præg vi har set hos f.eks. Massolino, Tedeschi og Poggiarellino. Men meget interessant at se.”

Det der står stærkest i erindringen
“Der har været mange indtryk, men størst var nok besøget hos Poggiarellino, hvor jeg så hvor enkelt og banalt, det er at lave vin. At det ikke behøver at være hightech.
Man kan skære helt ind til benet og vise, at sværere er det altså ikke. Det er næsten skræmmende at smage den kvalitet, der kommer ud af det.
Og så var der også mødet med Franco Massolini, der laver nogle af de bedste vine i Italiens vel nok mest feterede vinområde. At læse om ham som en af vinens jetsettere, og så møde så behagelig, dyb og interessant en person. Det var stort.”

Af: Kim Konnerup | Foto: Erling Jørgensen og Anders Uhrskov

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *